Fynsk festival annoncerer internationale 80’er-ikoner

Et af de allerstørste navne fra 80’erne tilslutter sig programmet som fredagens hovednavn på festivalen ved Egeskov Slot.

For to uger siden kunne den fynske festival Heartland præsentere fem nye navne til årets program.

Blandt dem var to bands i 4 Non Blondes og Manic Street Preachers, der havde deres storhedstid i 90’erne.

I dag spoler festivalen ved Egeskov Slot tiden yderligere tilbage.

Arrangørerne kan nemlig offentliggøre et band, der i den grad opnåede verdensstjernestatus i 80’erne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Revolutionerede nyt format

I en pressemeddelelse løfter Heartland sløret for fredagens hovednavn på årets festival.

Bandet, der indtager en plads i toppen af plakaten var blandt de største britiske eksportsucceser i 80’erne.

Som en del af den ekstravagante og synthesizer-tunge ‘New Romantic’-bevægelse i starten af årtiet gjorde Duran Duran sig i første omgang primært bemærket i hjemlandet samt Australien og New Zealand med deres selvbetitlede debutalbum.

Pladen bød blandt andet på singlen ‘Girls on Film’, hvis kontroversielle musikvideo gav bandet et stort popularitetsboost.

Netop Durans Durans musikvideoer blev en stor del af årsagen til bandets gennembrud i USA.

Bandet debuterede nogenlunde samtidig med musikvideokanalen MTV, og da musikvideoen til nummeret ‘Hungry Like the Wolf’ kom i massiv rotation på kanalen, spærrede det amerikanske publikum for alvor øjnene op for Simon Le Bon og kompagni.

Sangen opnåede en tredjeplads på Billboard Hot 100-listen og markerede Duran Duran som et af de største navne i den såkaldte ‘Second British Invasion’ i USA.

Se også
Smukfest udvider programmet med stor musikpakke

I løbet af 80’erne hittede bandet globalt med numre som ‘The Reflex’, ‘Rio’ og Bond-sangen ‘A View to a Kill’.

Duran Duran fik et comeback i 90’erne med endnu en selvbetitlet plade – der oftest kaldes ‘The Wedding Album’ – og singlerne ‘Ordinary World’ og ‘Come Undone’.

De er fortsat aktive på udgivelsesfronten og har i dette årti udgivet albummene ‘Future Past’ og ‘Danse Macabre’, der begge blev modtaget med positive anmeldelser og top fem-placeringer på den britiske albumhitliste.

‘En af de allerstørste’

I alt har Duran Duran solgt mere end 100 millioner plader verden over.

Og i 2022 blev de optaget i den prestigefyldte Rock & Roll Hall of Fame.

Derfor er festivaldirektør og musikansvarlig på Heartland Ulrik Ørum-Petersen da også ganske tilfreds med bookingen.

”Duran Duran har i løbet af hele deres karriere skubbet grænserne for popmusik og står for mig som en af de allerstørste popartister gennem tiden. Jeg er derfor meget begejstret over, at de har sagt ja til at være fredagens hovednavn på sommerens festival. Jeg har svært ved at forestille mig en bedre måde at skyde weekenden i gang på end med en sand hitparade fra de britiske mestre! Jeg glæder mig til, at vi kan løfte sløret for resten af programmet i de kommende måneder og ikke mindst til at se en masse glade gæster på Heartland til sommer!”, udtaler han i en pressemeddelelse.

Med annonceringen af Duran Duran har Heartland nu løftet sløret for hovednavnene på festivalens tre dage.

Nick Cave & The Bad Seeds topper torsdagsprogrammet, mens The Minds of 99 er hovednavn lørdag.

Korte videoer