Den frygtede virus har nu vist sig for første gang i Danmark.
Virussen er ikke før set herhjemme, men den giver alligevel anledning til panderynker, da konsekvensen i sidste ende kan være fatal.
Fundet er gjort hos fire heste og giver anledning til øget opmærksomhed.
Det oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Vestnilvirus er en myggeoverført virus, som primært cirkulerer mellem vilde fugle og myg, men som også kan smitte heste og mennesker’, skriver Statens Serum Institut i deres pressemeddelelse.
Antistoffer mod vestnilvirus er for nylig blevet påvist hos fire heste i Danmark.
Fundet stammer fra analyser af blodprøver, der blev indsamlet i efteråret 2025 som led i et forskningsprojekt gennemført i samarbejde mellem SSI og Københavns Universitet.
Det er første gang, der findes tegn på smitte med vestnilvirus herhjemme. De fire heste har ifølge SSI ikke vist tegn på sygdom, men de påviste antistoffer viser, at de sandsynligvis tidligere har været smittet.
Vestnilvirus er en myggeoverført virus, som primært cirkulerer mellem vilde fugle og myg, men som også kan smitte både heste og mennesker.
De fleste smittede mennesker får ingen eller kun milde symptomer, men i sjældne tilfælde kan infektionen ramme centralnervesystemet og føre til alvorlig sygdom og dødsfald, særligt hos ældre og immunsvækkede.
‘Fundet hos heste er et vigtigt første signal. Det betyder dog ikke, at vestnilfeber er en stor sundhedstrussel i Danmark nu og her’, siger overlæge Lasse Vestergaard fra SSI og understreger, at risikoen fortsat vurderes som meget lav.
Ifølge SSI hænger udviklingen sammen med klimaforandringer, som giver myg bedre levevilkår og en længere sæson.
Vestnilvirus har de senere år spredt sig nordpå i Europa, og i 2024 blev virus påvist hos heste tæt på den dansk-tyske grænse.
SSI følger udviklingen tæt som led i overvågningen af myggebårne sygdomme i samarbejde med både nationale og internationale partnere.