Fremadstormende soulsanger indtager DR Koncerthuset

En af tidens største soul-fornyere giver endnu en dansk koncert i 2026. Denne gang dog i mere intime rammer.

Don West har udgivet musik siden 2019, men siden debut-EP’en i 2024 har karrieren for alvor taget fart.

Med en retro-lyd inspireret af klassiske Motown-hits og en stærk, varm vokal har australieren spillet udsolgte turnéer i både Europa og Australien.

Publikum på Syd for Solen blev dog snydt for oplevelsen, da Don West måtte aflyse sin danske koncert sidste år for at passe sit helbred.

I 2026 kan danske musikelskere allerede se frem til en koncert med den charmerende sanger på årets udgave af Heartland.

Men nu kan du også opleve ham i mere intime rammer i DR Koncerthusets Studie 2.

Svøber publikum ind i varme soultoner

Lige fra debutsinglen ‘Money’ i 2019 har Don Wests enorme sangtalent været tydeligt.

Dengang blev den store stemme dog pakket ind i et mere akustisk og americana-inspireret lydtæppe.

I de seneste år har australieren fundet frem til den lyd, der har givet ham det foreløbige gennembrud.

Numre som ‘Small Change’ og ‘Friends’ leder tankerne tilbage til soulmusikkens storhedstid og gjorde den selvbetitlede debut-EP til en stor streamingsucces.

I efteråret sendte Don West sit debutalbum ‘Give Me All Your Love’ på gaden, og i den forbindelse lægger han altså vejen forbi Danmark den 5. juni – få uger inden koncerten på Heartland.

I DR Koncerthuset får australieren – der i øvrigt også arbejder som model – dog mulighed for at udfolde sit retro-univers uden de distraheringer som en festival-setting kan medføre.

Hvis du vil opleve Don West og hans stemme helt tæt på i intime rammer, kan du sikre dig billet nu via livenation.dk.