Fred i Ukraine? Her er Putins nye krav under topmøde

På mødet krævede Putin Donetsk til gengæld for fastfrysning af frontlinjen andre steder, ifølge Financial Times

Efter topmødet mellem USA’s præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, er der lagt op til, at Ukraine skal afgive territorie i den østlige del af landet til gengæld for en afslutning af krigen.

Det skriver de amerikanske aviser Financial Times og The New York Times.

Trump og Putin mødtes fredag i Alaska for at drøfte Ukraine-krigen.

Her krævede Putin, at Ukraine afstår den østlige region Donetsk til Rusland som en betingelse for, at krigen kan slutte, fortæller fire anonyme kilder med indsigt i mødet til Financial Times.

Til gengæld vil Putin angiveligt gå med til at fastfryse frontlinjen i regionerne Kherson og Zaporizjzja.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Vladimir Putin

Med andre ord vil Putin ikke kræve, at Ukraine afgiver det hele af de to regioner, hvilket tidligere har været et russisk krav.

New York Times skriver, at Trump efter mødet med Putin har fortalt de europæiske ledere, at han tror, der kan opnås en hurtig fredsaftale, hvis Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, går med til at afstå land.

Konkret har Trump sagt, at Zelenskyj vil skulle afstå hele Donbas-regionen til Rusland. Det gælder også dele af Donbas, som endnu ikke er besat af Rusland.

Donbas består af de to oblaster Donetsk og Luhansk.

Oplysningen har New York Times fra to højtstående europæiske embedsmænd, som er blevet orienteret om Trumps opkald til europæiske ledere.

Oplysningerne om Putins krav om afståelse af områderne i det østlige Ukraine er ikke blevet bekræftet af USA eller Rusland.

Putin har tidligere fremsat krav om, at Ukraine overdrager både Donetsk, Kherson, Luhansk og Zaporizjzja til Rusland. Derudover skal Ukraine anerkende Krim-halvøen, som Rusland besatte i 2014, som russisk.

Zelenskyj har gentagne gange afvist at lade dele af Ukraine blive russisk til gengæld for en afslutning af krigen mod Rusland.

Under samtalen med de europæiske ledere sagde Trump ifølge The New York Times, at han støtter en plan, hvor afståelse af land – og ikke en midlertidig våbenhvile – skal føre til en endelig fredsaftale.

Efter topmødet mellem Trump og Putin fredag ringede USA’s præsident til regerings- og statsledere fra Europa og til Zelenskyj.

Samtidig inviterede han Zelenskyj til møde i Det Hvide Hus mandag.

De europæiske embedsmænd, som New York Times har talt med, fortæller, at europæiske ledere er inviteret til at deltage i mødet med Zelenskyj og Trump.

Denne oplysning er dog ikke bekræftet af Det Hvide Hus.

/ritzau/