Søndag blev der plantet på livet løs i hele landet som en del af Den Grønne Treparts mål om et grønnere Danmark.
Danmark skal have mere skov. Det mener regeringen og Den Grønne Trepart.
Ifølge den såkalte “Aftale om Implementering af et Grønt Danmark og Danmarks grønne omstilling” skal Danmark beriges med 250.000 hektar ny skov inden 2045.
Som led i denne plan, blev der søndag den 2. november 2025 plantet træer i hele landet.
Presse-fotos.dk’s fotograf var med i Kirkendrup Skov, hvor ét af de i alt 17 plantearrangementer blev afholdt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Socialdemokrater fik jord under neglene
Forud for søndagens arrangement med titlen ‘Danmark planter – med Grøn Trepart’ udsendte Ministeriet for Grøn Trepart en pressemeddelelse, hvor de inviterede børn, unge og voksne til at deltage.
I denne pressemeddelelse lagde minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S), vægt på vigtigheden af danskernes involvering i det nye grønne tiltag:
”Jeg håber, at rigtig mange både børn og voksne vil tage imod tilbuddet om at komme ud i naturen, få jord under neglene og være med til at plante. Med aftalen om Den Grønne Trepart får vi meget mere natur i Danmark. En natur, vi skal kende og passe på. Jeg glæder mig til at mødes med folk rundt i landet og sætte en masse træer i jorden og få en god naturoplevelse. Og jeg håber, at hele Danmark også fremover vil være med til at plante træer og gøre en forskel for os alle,” udtaler han.
Jeppe Bruus var også selv til stede ved søndagens plantedag i Kirkendrup Skov i den nordvestlige del af Odense.
Her fik han selskab af kommunens socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbæk Juel, der sammen med de fremmødte var med til at udvide egeskoven med flere træer og buske.
Kirkendrup Skov er et af de statslige arealer, der inden 2045 skal blive grønnere, men størstedelen af de nye træer skal faktisk plantes på privat jord.
De 250.000 hektar ny skov skal ifølge Ministeriet for Grøn Trepart være med til at styrke biodiversiteten, beskytte drikkevandet, binde CO2 og give mere plads til naturen.





