Dansk hiphop har aldrig set magen til duoen, der på utroligt kort tid er vokset ud af internetobskuritet og op på nogle af landets største scener.
I løbet af 2025 begyndte to maskebærende skikkelser at poppe op på TikTok.
Ingen vidste, hvor de kom fra, og ingen vidste, hvem de var.
Men mange blev betaget af den surrealistiske blanding af abstrakt dansk poesi og amerikansk cloud rap-æstetik, der åbenbarede sig foran dem.
I november live-debuterede de således med en udsolgt koncert på Hotel Cecil.
Nu tager Smøgmænd endnu et skridt i den spæde karriere og spiller deres hidtil største koncerter i Danmarks tre største byer.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Indhyllet i mystik
Smøgmænds lyd er svær at sætte en finger på, om end mange har prøvet.
Duoens lyrik er lige så absurd som Malk De Koijn og bliver leveret med samme skødesløse energi som Jesu Brødre.
Og lyduniverset er som at trykke shuffle på en kronisk online teenagers Spotify-playliste.
Der kan drages paralleler til internationale rappere som Yeat, Bladee, Night Lovell, Jpegmafia og EsDeeKid.
Men i sidste ende, er der ingen i dansk raps historie, der lyder som Smøgmænd.
Det er måske netop derfor, at fans hurtigt er faldet for den enigmatiske duo, der indtil videre udelukkende har talt gennem deres musik og diverse mystiske videoer og billeder på sociale medier.
Og musik er der kommet rigeligt af på den korte tid, Smøgmænd har eksisteret.
Duoen debuterede med minipladen ‘Broderløfte’ i maj sidste år. Fire måneder senere fulgte de op med ‘Misha’.
2026 startede også stærkt for Smøgmænd, der i slutningen af januar kunne udgive deres tredje udspil i form af ‘Isfugl’.
På trods af den høje udgivelsesfrekvens har fans dog stadig blot lidt mere end en halv times musik at gøre godt med, da Smøgmænd i den grad formår at fatte sig i korthed.
De korte numre bidrager til en intens lytteoplevelse både på plade og live.
I september 2026 kan du opleve et af de mest mystiske og spændende navne på den danske hiphopscene, når Smøgmænd indtager Posten i Odense, Voxhall i Aarhus og Store Vega i København.
Se turnéplanen og få billetinformation til de tre koncerter her.
