Fra i dag: Store ændringer i ‘Go’ morgen Danmark’

TV 2 annoncerer flere ændringer til det elskede morgenprogram og de andre programmer i ‘Go’-universet’. De træder allerede i kraft i dag.

‘Go’ morgen Danmark’ har siden 1996 været en fast del af mange danskeres morgenrutine.

Med interviews, nyhedsaktuelle indslag og en afslappet stemning har de mange værter gennem programmets historie taget danskerne i hånden og formidlet aktuelle nyheder inden for blandt andet politik, kultur og sport i et langsommere tempo.

I 2002 tilsluttede ‘Go’ aften Danmark’ – der nu hedder ‘Go aften Live’ – sig til ‘Go’-universet’.

Både ‘Go’ Morgen Danmark’ og ‘Go’ aften Live’ vil også fremover underholde danskerne. Men det bliver med nogle ændringer og udvidelser i ‘Go’-universet’.

(Artiklen fortsætter under billedet)

De faster værter på ‘Go’ morgen Danmark’ og ‘Go’ aften Live’: Andrew Moyo, Michèle Bellaiche, Steen Langeberg, Louise Wolff, Mikkel Kryger, Rasmus Staghøj og Lise Rønne. Foto: TV 2.

Mere morgen-tv

I en pressemeddelelse præsenterer TV 2 en række nye tiltag, der ifølge medieinstitutionen selv skal styrke aktualitetstilbuddet.

Først og fremmest kommer der en ændring i sendetiderne fra ‘Go’-studierne i Tivoli – der i øvrigt har fået en visuel overhaling.

‘Go’ morgen Danmark’ udvides med en time i hverdagene og sendes nu fra 6:30 til 10:30, hvorefter programmet genudsende frem til 14:50.

“Udvidelsen af Go’-fladen bidrager til endnu mere puls på TV 2 med et styrket aktualitetstilbud hen over hele dagen. I en tid, hvor fællesskabet udfordres, og samtalen bliver sværere, er vores ansvar for at levere public service til danskerne vigtigere end nogensinde, og her spiller Go’ en central rolle,” siger Henriette Ladegaard-Pedersen, programredaktør på TV 2, i en pressemeddelelse.

Udvidelsen er allerede blevet indført fra i dag, den 13. oktober.

Vært stopper på ‘Go’ aften Live’

Både ‘Go’ aften Live’ og ‘Go’ weekend’ fortsætter på de vante tider.

Førstnævnte mister dog en af programmets værter i form af Abdel Aziz Mahmoud.

Han vil fremover fokusere på kulturprogrammet ‘Insider’, som han er vært for sammen med Nicklas Bøhm.

Programmet har indtil videre huseret på TV 2 Echo, men fremover vil det blive en del af ‘Go’-universet’ og indtage tidsrummet mellem 18:20 og 19:00 hver lørdag på TV 2.

“Nicklas og jeg laver et popkultur-program, som vi selv ville elske at se med vores venner, men som vi kun kender fra amerikanske shows. Vi er i selskab med mange fantastiske stjerner, der alle kommer med indblik og perspektiver på alt det, der former popkulturen lige nu – helt perfekt til en kulørt lørdag aften, hvis du spørger mig. Vi glæder os til at fortsætte med at dele en masse spændende insider-viden med alle, der har lyst til at se med,” siger Abdel Aziz Mahmoud i en pressemeddelelse.

Blandt de tidligere gæster i programmet er Pilou Asbæk, der blandt andet snakkede om de dødstrusler, han har fået i forbindelse med sin rolle i Game of Thrones – det kan du læse mere om her.

I en ny serie tager historiker Emma Paaske seeren med tilbage til en brutal og dyster tid i Danmarks historie.