Hillerødmotorvejen er mandag morgen spærret ved Klausdalsbrovej, og flere andre veje er påvirket af uheld.
Flere steder skal bilister sætte ekstra tid af, når de skal afsted mandag morgen.
Der har været flere uheld på vejene, som giver ekstra køretid, oplyser Vejdirektoratet mandag morgen kort før klokken 08.
– Især Hovedstadsområdets indfaldsveje har her til morgen været ramt af flere uheld, så følg med på trafikinfo.dk, inden I tager afsted og kør i ekstra god tid, skriver Vejdirektoratet på X.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hillerødmotorvejen er en af strækningerne, der har været ramt af uheld. Motorvejen er derfor spærret mellem Klausdalsbrovej og Værebrovej i retning mod Hillerød. Vejen forventes tidligst genåbnet i løbet af morgenen.
På Rute 21 Holbækmotorvejen fra Roskilde mod København er der sket et uheld mellem motorvejskryds Vallensbæk og Vallensbæk N. Derfor er der også kø på den strækning.
Der er også længere køretid ved Avedøre, hvor E47 Motorvejen fra Køge mod Lyngby er ramt af kø mellem Avedøre og Rødovre efter et tidligere uheld.
I det jyske er der kø på E20 Motorvejen fra Fredericia mod Kolding N mellem Taulov og Kolding. Der er kun ét farbart spor grundet et tidligere uheld.
Bilister, der skal over Storebæltsbroen, skal mandag morgen også være ekstra opmærksomme.
Broen advarer imod blæst, der kan påvirke kørslen. Af den grund er passage med påhængskøretøjer under 750 kilo forbudt. Forbuddet ventes ophævet klokken 15.
/ritzau/