Søndag eftermiddag indløb der en anmeldelse om et alvorligt solouheld ved alarmcentralen. Det var en motorcyklist i 50’erne, der var den implicerede.
Klokken 15.49 søndag eftermiddag modtog politiet en anmeldelse om et færdselsuheld, der skulle vise at være alvorligt.
På stedet havde en 54-årig motorcyklist mistet herredømmet over sin motorcykel, hvilket fik ham til at ramme ind i en kantsten.
Herefter gik det helt galt, hvorfor adskillige udrykningskøretøjer kort tid efter befandt sig på ulykkestedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport uddyber politikredsen de voldsomme omstændigheder for solouheldet på Lupinvej i Kalundborg.
Her fremgår det, at motorcyklistens sammenstød med kantstenen fik ham til at flyve flere meter gennem luften, hvorefter han ramte en kampesten.
Den 54-årige mand blev ifølge politiet fragtet til hospitalet, hvor lægerne konstaterede, at han var slemt tilskadekommen – dog uden for livsfare.
De nærmere detaljer for hændelsen er ikke meldt ud.