Forsvarsministeren melder ud om Grønland: Det koster danskerne 1,6 milliarder

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Forsvarsminister Jeppe Bruus er for første gang i Grønland i sin nye rolle, hvor han arbejder på flyaftale.

Det danske Forsvar vil have den lokale aktør Air Greenland til at bidrage med overvågning i Grønland – men det bliver dyrere end først antaget.

Forsvaret har nemlig til hensigt at lease to missionsudrustede fly fra Air Greenland til opgaven, hvor der tidligere var tale om et.

– To transport- og overvågningsfly vil medføre en høj rådighedsgrad og betyder en styrket opgaveløsning, men samtidig øges omkostningerne i forligsperioden, skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Kontrakten med Air Greenland som ekstern leverandør til Forsvaret forudsætter dog en godkendelse af et aktstykke i Finansudvalget.

Her lyder det i pressemeddelelsen, at det indebærer, at der skal bruges i alt 1,6 milliarder kroner i perioden 2028 til 2037.

Ministeriet oplyser til Ritzau, at det ikke er muligt at oplyse, med hvor meget omkostningerne øges i alt.

Leasingaftalen med flyselskabet Air Greenland er på dagsordenen mandag, hvor den nyudnævnte forsvarsminister Jeppe Bruus (S) er i Grønland.

– Jeg kommer til at arbejde på at gøre den aftale færdig inden for meget kort fremtid, sagde Bruus inden afgang til Grønland.

Det er Bruus’ hensigt, at Air Greenland skal overtage noget af den opgave, som Forsvarets Challenger-fly er blevet brugt til.

De er “ved at være på sidste udløbsdato”, som han beskrev dem søndag.

I en politisk delaftale fra januar 2025 om Arktis og Nordatlanten blev det besluttet, at Challenger-flyene skal udfases.

I den forbindelse lød det, at der skulle etableres samarbejdsaftaler med lokale aktører i Grønland.

Og i januar tidligere i år lød det fra Forsvarsministeriet, at man forhandlede med Air Greenland om “overtagelser af overvågningsopgaver”.

Det har tidligere været beskrevet, at Challenger-overvågningsflyene ikke har været fuldt til rådighed i flere perioder på grund af tekniske udbedringer og vedligehold.

Berlingske har også tidligere beskrevet, hvordan Forsvaret i 2024 sammenlagt fløj over Grønland 278 dage.

Dermed var Grønland uden luftovervågning hver fjerde dag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce