I stedet for kunst skal 139 millioner kroner nu gå til konkrete forbedringer af soldaternes hverdag – eksempelvis idrætsfaciliteter og bedre bygninger på tjenestestederne.
Forsvarskommandoen anbefaler, at de millioner af kroner, som Forsvaret ikke længere skal bruge på kunstnerisk udsmykning af kaserner, flyvestationer og andre statslige bygninger, i stedet bliver brugt på eksempelvis idrætsfaciliteter på tjenestestederne til gavnfor soldaterne.
Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse. I alt er der tale om cirka 139 millioner kroner.
I forbindelse med forsvarsforliget for perioden 2024-2033 blev forsvarsområdet undtaget fra statens såkaldte kunstcirkulære, som ellers gælder for alle statslige myndigheder – herunder Forsvaret.
Cirkulæret betyder, at Forsvaret under normale omstændigheder var forpligtet til at bruge 1,5 procent af håndværkerudgifterne på kunstnerisk udsmykning.
Forstår kritik
Men blandt andet på grund af det massive behov for oprustning af det danske forsvar blev kunstcirkulæret kritiseret fra flere sider i forbindelse med forsvarsforhandlingerne. Og Forsvaret blev herefter undtaget.
“Jeg har i dag orienteret forligskredsen om, at provenuet fra at undtage Forsvaret fra kunstcirkulæret skal bruges på initiativer, som kommer soldaterne til glæde og gavn i deres hverdag,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i pressemeddelelsen.
Ministeren tilføjer, at han har forståelse for den kritik, der har været fra for eksempel soldaternes side. De vil hellere have forbedret deres bygninger end have mere kunst.
“Det er helt afgørende, at der også lokalt er mulighed for at forbedre vilkårene, og det gør vi med den her model,” siger forsvarsministeren.
Foretrækker forbedrede bygninger fremfor kunst
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen understreger, at han har forståelse for den kritik, der blandt andet er kommet fra soldaterne. De foretrækker forbedringer af deres bygninger frem for kunstnerisk udsmykning.
“Det er helt afgørende, at der også lokalt er mulighed for at forbedre vilkårene, og det gør vi med den her model,” siger han.
Forsvarsministeriet oplyser endvidere, at de 139 millioner kroner kommer i en pulje.
Herfra kan de enkelte tjenestesteder “trække på provenuet til personelnære tiltag”. Det sker efter anbefaling fra forsvarschefen, skriver ministeriet. Puljen iværksættes i år.