En yderst populær dansk forlystelsespark har ifølge medie fået nye ejere. Handlen indbringer et stort millionbeløb.
Tirsdag blev den endegyldige underskrift sat på en stor købsaftale. Den aarhusianske forlystelsespark Tivoli Friheden skifter hænder for et tocifret millionbeløb.
Det skriver Århus Stiftstidende, der har været i dialog med kilder ‘tæt på handlen’.
Avisen har ligeledes fået bekræftet oplysningen af Karen Salling.
Hun var, forud for salget, medejer af forlystelsesparken sammen med Peer Bach, Hans Nissen Hansen og Kim Elgaard.
Det er fortsat uvist, hvem de nye ejere er, men mediet rapporterer, at der er tale om et selskab fra Aarhus bestående af fire personer.
Solgt af kærlighed
Selvom handlen afkaster et klækkeligt beløb for den tidligere ejerkreds, er det ifølge Karen Salling ikke det, der ligger til grund for salget:
“Det er kærligheden til Tivoli Friheden, der har fået os til at sælge. Vi har været en række ejere, der ikke ligefrem bliver yngre. Derfor har vi haft et ønske om at finde nogle nye og yngre kræfter, der kan være med til at udvikle Tivoli Friheden, for det fortjener stedet,” siger hun til Århus Stiftstidende.
Ifølge den aarhusianske avis modtog ejerkredsen flere bud på forlystelsesparken, der også tiltrak udenlandsk interesse.
I sidste ende havde man dog et ønske om at sælge til lokale investorer. Og så var deres bud tilmed ‘markant højere’ ifølge Aarhus Stiftstidende.
Stort rekordår
Det er en virksomhed i vækst, som de nye ejere overtager.
Ifølge Ritzau havde Tivoli Friheden i 2024 sit bedste regnskabsår nogensinde. Det blev til et overskud på 6,8 millioner kroner før skat.
Nyhedsbureauet skriver ligeledes, at forlystelsesparken satte besøgsrekord sidste år. 697.081 gæster skulle efter sigende have kommet gennem dørene.
Ud over rutsjebaner og andre forlystelser, kan man i Tivoli Friheden også opleve en lang række koncerter i løbet af sommerhalvåret.
Koncerterne til ‘Fed Fredag’ og ‘Fed Lørdag’ er efterhånden blevet lidt af en tradition, der tillokker mange gæster.
På lørdag spiller Malte Ebert og APHACA en fuldstændig udsolgt koncert i parken.