Forbereder sig på en invasion: Norske soldater træner ved den russiske grænse

I en iskold ødemark i det nordligste Norge forbereder norske styrker sig på en russisk invasion.

I det nordligste Norge forbereder norske soldater sig på et særdeles alvorligt scenarie: en mulig russisk invasion.

I den iskolde ødemark Finnmark træner norske styrker under ekstreme forhold med sne, kulde og barskt terræn.

Det skriver B.T. på baggrund af en video fra britiske Sky News.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Billedet viser danske soldater, som også har været oppe og træne i Norge i koldt terræn. (Arkivfoto: Ulrikke Holm Christensen / Forsvaret)

Øvelserne skal gøre dem klar til kamp i Arktis – et område med stigende strategisk betydning. Særligt også for den aggressive russiske bjørn.

En af soldaterne, Nora, lægger ikke skjul på alvoren.

“Det er meget vigtigt, at vi ved, hvordan man kæmper under disse betingelser, fordi hvis eller når der kommer krig, så skal vi kæmpe her i vejr som dette.”

“Jeg er ikke så bekymret – især ikke, når jeg er her. Jeg ved, hvad vi laver, og jeg ved, at vi er gode til det, vi laver,” siger hun i videoen.

Vestens øjne og ører i regionen

Den nyoprettede Finnmark-brigade er etableret tæt på den russiske grænse og nær Kola-halvøen, hvor Ruslands atomflåde har base.

Derfor er brigaden konstant på vagt.

Samtidig overvåger det Norske militær aktiviteten i hele Arktis fra avancerede militærbaser, hvor bevægelser fra skibe og fly følges nøje.

Ifølge viceadmiral Rune Andersen, der styrer overvågningen fra en millitærbase inde i et bjerg lidt uden for Bodø, spiller landet en central rolle i alliancen:

“Norge er NATOs øjne og ører i denne region.”

Spændingerne i nord er dermed ikke kun et lokalt anliggende – men en del af et større sikkerhedsbillede, hvor både NATO og Rusland opruster i Arktis.

Se også
Krigen i Mellemøsten: Altafgørende forhandlinger er nu i gang
Se også
Skrækmelding: Kan sætte en stopper for ferien