For første gang nogensinde: Verdensballetten kommer til Slagelse

Foto: Trelleborg

For første gang nogensinde kommer Verdensballetten til Slagelse. Her optræder de på Vikingeborgen Trelleborg.

For første gang nogensinde danner Vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse rammen om Verdensballetten, når den internationale forestilling opføres på den historiske lokalitet.

Aftenen byder på en unik sammensætning af klassisk ballet, opera og musik i en spektakulær forening mellem verdenskunst og verdensarv.

Trelleborg, der er en del af Nationalmuseet og opført på UNESCO’s verdensarvsliste, lægger således kulisse til en aften i kunstens tegn, hvor publikum får mulighed for at opleve nogle af verdens mest anerkendte balletdansere og musikere.

Det oplyser Trelleborg i en pressemeddelelse.

Historiske rammer og internationalt format

Scenen placeres foran det ikoniske Langhus med Harald Blåtands borg som bagtæppe.

Her vil solodansere og ballerinaer fra fire af verdens mest efterspurgte kompagnier optræde: The Royal Ballet of London, English National Ballet, Hamburg Ballet og Den Kongelige Ballet i Danmark.

Programmet spænder bredt og inkluderer både klassiske værker og nye koreografier.

Tre nye værker er skabt særligt til denne sæsons Verdensballet af de internationalt anerkendte koreografer Bobbi Jene og Tobias Praetorius.

Derudover opføres udvalgte scener fra ikoniske balletter som ‘Don Quixote’ og ‘Svanesøen’. Forestillingen præsenteres i en lettilgængelig og uformel tone, der henvender sig til både erfarne balletgængere og nye publikummer.

Stærkt dansk islæt

Blandt de optrædende er to markante profiler i dansk ballet: Ida Praetorius og Astrid Elbo.

Begge har markeret sig både nationalt og internationalt og medvirker i centrale pas de deux- og pas de trois-numre. Ida Praetorius danser med Marcelino Sambé fra The Royal Ballet of London, mens Astrid Elbo optræder med Sangeun Lee og Gareth Haw fra English National Ballet.

På den vokale side bidrager den danske sopran Signe Heiberg, som sidste år modtog både 2. præmien og publikumsprisen ved Den Internationale Wagner Konkurrence i Aalborg. Heiberg er til daglig aktiv på tyske operascener og kan i den kommende sæson opleves i Düsseldorf, Frankfurt og Heidelberg.

Forestillingen akkompagneres af violinisten Niklas Walentin og pianisten Alexander McKenzie. Aftenen bindes sammen af operasanger og kunstnerisk leder af Verdensballetten, Jens-Christian Wandt, som også fungerer som konferencier.

Stor publikumsinteresse og samarbejde

Interessen for forestillingen er stor, og over 900 billetter er allerede solgt. Publikum kan se frem til en aften, hvor nogle af verdens førende balletstjerner – normalt hjemmehørende på scener i New York, London, Paris, Milano og Tokyo – optræder i de danske vikingers fodspor.

Initiativet er blevet til i samarbejde med Slagelse Kommune, Korsør Erhvervsforening, advokat Philip Maury og Vikingeborgen Trelleborg. I forestillingens afslutning medvirker borgens egne vikinger symbolsk med fakler omkring scenen, som en visuel markering af forbindelsen mellem historie og kunst.

Anne-Christine Larsen, museumschef på Vikingeborgen Trelleborg, siger i forbindelse med arrangementet:

“At Verdensballetten optræder netop her på Trelleborg, ved en af Danmarks vigtigste vikingeborge, er noget helt særligt. Det er et møde mellem Verdenskunst og Verdensarv, og vi glæder os til at byde publikum velkommen til en magisk aften i historiske omgivelser”, siger Anne-Christine Larsen, museumschef på Vikingeborgen Trelleborg, i pressemeddelelsen.

Verdensballetten optræder på Trelleborg den 1. august 2025. Du kan læse mere om forestillingen, medvirkende og billetsalg her.

Rue Mark dannede rammen om tre dages musik, kreativitet og fællesskab under åben himmel, hvor festivalens unikke samspil mellem kultur og landskab endnu en gang blev mærkbart.