En sjældent set amerikansk valg vækker grund til bekymring. Ifølge internationale medier er det ikke sket siden 1999 – og sker denne gang i en tid med stor uro
Nato-chef Mark Rutte “accepterer fuldstændig” USA’s udenrigsminister Marco Rubios fravær ved onsdagens Nato-møde.
Det siger Rutte på et pressemøde tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge Wall Street Journal er det første gang siden 1999, at en amerikansk udenrigsminister ikke er til stede ved et af de ordinære halvårlige udenrigsministermøder i den vestlige forsvarsalliance.
Men ifølge Nato-generalsekretæren er det forståeligt. Han siger, at Rubio arbejder ekstremt hårdt, skriver Reuters.
USA sender en stedfortræder for Rubio.
Allerede fredag skrev Reuters med henvisning til unavngivne kilder, at det var sandsynligt, at Rubio ville droppe mødet. I stedet rejser viceudenrigsminister Christopher Landau til mødet som repræsentant for USA, har det amerikanske udenrigsministerium bekræftet.
Afbuddet sker, på et tidspunkt hvor der er stor diplomatisk aktivitet om krigen i Ukraine.
Trumps særlige udsending Steve Witkoff er tirsdag landet i Moskva, hvor han skal tale med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Ukraine har også holdt møder med USA om et forslag til en fredsplan, som første gang kom frem for nogle uger siden.
Dengang havde planen 28 punkter og blev kritiseret af Europa og Ukraine for at være meget imødekommende over for Rusland.
Men siden er der sket ændringer, blandt andet ved forhandlinger i den schweiziske by Genève.
– Det dokument er blevet forbedret, skriver Volodymyr Zelenskyj på X tirsdag efter at have fået en briefing om de seneste udviklinger i forhandlingerne.
/ritzau/