Folketingspolitikeren har været helt med inde i regeringsforhandlingerne for et par uger siden – og nu er han gruppeformand i sit parti. Nu lyder meldingerne om, at han har været ved at dø af et fiskeben
Da han som ung – og som selvudnævnt “nørd” – i Kolding kom hjem fra skole eller gymnasiet, tændte han for DK4 for at se tv fra Folketinget.
Han er vild med at være spejder, og i 2017 mødte han sin hustru, Elizabeth, ved Spejdernes Lejr. Han var grøn spejder. Hun var blå spejder.
Og så var han tæt på at dø i Moskva i 2010, fordi han havde slugt et fiskeben, som prikkede hul i hans tyndtarm, så han skulle opereres akut om natten.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ovenstående er tre hurtige oplysninger om Moderaternes nye gruppeformand, Morten E.G. Brautsch, som der her er et portræt af.
Tirsdag blev det nyvalgte folketingsmedlem valgt til posten, hvor han skal sørge for ro og orden i regeringspartiet, der har Lars Løkke Rasmussen som frontfigur, og hvor det til tider kan storme lidt.
Brautsch er fortsat ganske ukendt i den brede befolkning, men han spillede en vigtig rolle i regeringsforhandlingerne, som i sidste ende førte til dannelsen af SSFMR-regeringen.
I forbindelse med forhandlingerne kunne man konstatere, at den mere kendte Jakob Engel-Schmidt (M) ikke længere var den eneste skaldede mand, der gik lige i hælene på Løkke. Brautsch var den anden.
(Artiklen fortsætter under billederne)

Brautsch, som også bare kaldes E.G., har – inden han blev folketingsmedlem – i tre et halvt år været særlig rådgiver for Løkke.
I den rolle har Brautsch haft et særligt fokus på Løkke som leder for et regeringsparti.
Brautsch sad dermed med til alle de vigtige beslutninger i den daværende SVM-regering.
Brautsch og Løkke kendte ikke hinanden så godt, da de mødtes til kaffe i januar 2023. Samtalen skulle handle om, hvorvidt Løkke skulle have Brautsch som særlig rådgiver.
Samtalen handlede dog mest om, at Brautsch ikke var så imponeret over Løkkes exit fra Venstre. Da samtalen fandt sted, var Brautsch selv medlem af Venstre.
– Vi havde det, man nok kan kalde en robust samtale, men faktisk kun om alt det, der var sket i Venstre med ham.
– Da jeg kom hjem til min kone, sagde jeg til hende, at det blev ikke til noget, fordi jeg var alt for ærlig omkring det emne. Men så rakte Lars ud igen og sagde, at vi ikke havde fået talt om politik, og om vi ikke skulle have en samtale nummer to, fortalte Brautsch i portrætinterviewet.
Det var Jacob Bruun, som var særlig rådgiver for Løkke, da Løkke var statsminister, der i sin tid var med til at anbefale Brautsch som mulig særlig rådgiver for Moderaternes stifter.
– Han er vigtig for Løkke. I de år, hvor Løkke har været udenrigsminister, har Morten været den rådgiver, som har siddet tættest på Løkke, når det har handlet om den indholdsmæssige rådgivning omkring det, der er foregået i og omkring regeringen, har Bruun, der i dag driver konsulentvirksomheden Bruun Advisory, sagt om Brautsch.
Det kom heller ikke bag på Jacob Bruun, da Brautsch af Løkke i 2024 blev indsat som midlertidig partisekretær i Moderaterne, som havde problemer med arbejdsmiljøet i partiets sekretariat på Christiansborg.
– Hvis man vil have en til at agere brandslukker, skal det være en, man stoler på. Det skal også være en, hvor man har en fornemmelse af, at vedkommende har fornuftige menneskelige egenskaber, fordi man vidste, at det var et sted, hvor der har været problemer, sagde Bruun.
Det er fortid nu.
Når Brautsch husker tilbage på de fem måneder, hvor han var oprydder i sekretariatet, var han i tvivl om, hvorvidt han kunne klare opgaven.
Han husker blandt andet, at den første mail, han sendte til medarbejderne, kunne læses i fuld længde på B.T.’s hjemmeside 20 minutter senere. Så der var nogle udfordringer, har han konstateret.
Under regeringsforhandlingerne blev Brautsch nævnt som mulig minister i en ny regering, hvor Moderaterne var med.
Skulle han ikke være minister, var der bred enighed om, at han ville få en vigtig post i partiet.
– Jeg tager de opgaver, som passer ind i fællesskabet, svarede han i april til spørgsmålet om, hvad han skulle være.
Få uger senere kan Morten E.G. Brautsch kalde sig gruppeformand.
/ritzau/