Det har været et helt fantastisk år for den bomstærke sjællænder, og nu skriver han en ny historie for sig selv.
Det er nemlig første gang nogensinde, at Mads Pedersen ligger nummer to på verdensranglisten indenfor cykling.
Han er ovenikøbet kun den tredje dansker, som kan prale af, at have ligget så højt på listen.
Det er kun Jonas Vingegaard og den snart pensionerede Jakob Fuglsang, som har ligget næstøverst på den prestigefyldte liste.
Remco Evenepoels manglende forsvar af sidste års tredjeplads i Tour de France har kostet belgieren et hav af point og overladt andenpladsen til Mads Pedersen, selvom danskeren slet ikke har kørt i juli.
Remco er er røget ned på fjerdepladsen, hvor han er blevet overhalet af danske Mads Pedersen og superstjernen Mathieu van der Poel.
På toppen er det naturligvis Tadej Pogacar. Med 11.465 point har sloveneren mere end dobbelt så mange point som nogen anden i verden. Mads Pedersen er på 4.555.
Den fornemme top fem rundes af med belgieren Wout Van Aert, som sluttede touren af på fornem vis, ved at vinde etapen til Champs-Élysées.
På de efterfølgende pladser finder man Primoz Roglic og den danske tour-stjerne Jonas Vingegaard.
Blandt danskerne er Mattias Skjelmose (29.) og Magnus Cort (34.) røget lidt tilbage, mens Tobias Lund (70.) aldrig har været placeret bedre.