Presse-fotos.dk er til stede ved torsdagens pressemøde efter droneangrebene mod Danmark i denne uge. Opdater siden løbende og følg med.
Rigspolitiet afholder torsdag aften sammen med Forsvaret, Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste fælles pressemøde angående drone-situationen i Danmark.
Til pressemødet vil følgende personer være:
Rigspolitichef, Thorkild Fogde
Forsvarschef, Michael Wiggers Hyldgaard
Chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Thomas Ahrenkiel
Chef for Politiets Efterretningstjeneste, Finn Borch
Følg pressemødet live her:
Pressemødet afholdes på Polititorvet i København. Det går i gang torsdag aften klokken 19:30.
19:30:
Thorkild Fogde, Rigspolitichef byder velkommen til de fremmødte ved aftenens pressemøde.
Han kalder for situationen for ‘ikke acceptabel’.
“Det er vigtigt, at det er myndighedernes samlede kapaciteter, vi benytter os af”, siger han.
“Jeg tænker også, der bliver en situation at håndtere fremadrettet,” lyder det fra Rigspolitichefen.
Han understreger samtidig, at de ikke vil være i stand til at svare på alle presserende spørgsmål.
19:35:
Chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Thomas Ahrenkiel, får ordet.
Han fortæller, at man ikke er klar over, hvem der står bag angrebet. Efterfølgende nævner han Rusland i forhold til krigen i Ukraine.
“Ruslands risikovillighed har været stigende. Vi står i en alvorlig situation. Jeg understreger dog, at vi ikke har oplysninger, der tillader os at pege på, hvem der står bag de seneste dages begivenheder,” siger han.
19:36:
Ordet går videre til Chef for Politiets Efterretningstjeneste, Finn Borch.
Han nævner, at niveauet for russisk spionage er høj i Danmark.
19:37:
Nu er det igen Rigspolitichef, Thorkild Fogde, der taler.
Han sender ordet videre til pressens spørgsmål.
19:38:
Pressen spørger.
“I står som statens myndigheder på de her områder. Ved I overhovedet, hvor dronerne er fløjet hen?”
Thorkild Fogde svarer.
“Der er efterforskningsindsats i gang. Den har til formål at finde ud af, hvor dronerne kom fra, hvem der opererede dem, og hvor de forsvandt hen. Lige nu har vi ikke svaret. Men vi efterforsker hårdt på den vinkel,” siger han.
19:40:
Der spørges ind til udstyret, som myndighederne har at bruge mod droner.
“Der er bemyndigelse til at tage droner ned. Det har dog visse begrænsninger. Vi har kapaciteter til at nedtage droner i et vist omfang.”
19:41:
Der spørges konkret ind til, hvilke redskaber der kan tages i brug. Dette vil myndighederne dog ikke komme nærmere ind på. De fortæller dog, at de har forsøgt at følge dronerne og har forsøgt at bringe dem til standsning.
19:43:
“Et andet element er, at vi skal være gode til at filtrere de anmeldelser, vi får ind fra borgerne. Vi har fået mere end 100 anmeldelser ind om droneaktivitet. Det var også forventeligt efter mandagens hændelser. Vi skal være gode til at filtrere de her meldinger. Det har vi haft fokus på i dag,” lyder det fra Thorkild Fogde.
19:44:
Der spørges ind til et russisk krigsskib. Det kan myndighederne ikke komme nærmere ind på, om det konkrete skib har været i brug. Der bliver dog kigget på skibstrafik og lignende i efterforskningen.
“Det er mit indtryk, at efterforskningen er godt med på udenlandske skibe. Vi har et godt overblik over skibstrafikken i danske farvande,” svares der.
19:47:
Pressen spørger videre om typen af droner.
“Vi har ikke et fuldstændigt billede hos os. Der foregår en bagudrettet efterforskning, hvor man kigger på det, der er sket. Vi har ikke et fuldstændigt overblik lige nu.”
“Det er et klassisk eksempel på hybridkrigsførsel i vores lille, demokratiske land.”
19:50:
Der spørges nu ind til, at vi ikke tidligere har rådet over redskaber til at bekæmpe droner.
“Vi har rådet over en kapacitet. Vi kan konkludere, at det ikke har været tilstrækkeligt. Så det kigger vi ind i. Udviklingen går usandsynlig hurtigt i droneteknologi lige nu. Det snakker vi med vores ukrainske kollegaer om. De oplever det. Udviklingen går fantastisk stærkt”
“Vi ville gerne have været et sted. Der er vi ikke”
19:52
Der spørges ind til danskernes utryghed.
“Vi ser ingen grund til, at hændelserne har været til fare for civilbefolkningen. Befolkningen kan gå trygt i seng i aften.”
19:54:
“Vi kan vurdere, at det er en kapabel modstander med evne og vilje til at gøre disse ting. Den evne og vilje er der. Men hvor dronerne kommer fra, og hvem der står bag, det ved vi ikke.”
19:55.
Sidste spørgsmål bliver stillet. Der spørges ind til, hvad der vil ske, hvis droner igen i aften spottes over infrastruktur.
“Folkets sikkerhed vil prioriteres over alt andet. Hvis det kræver, at flytrafikken lukkes, så vil det gøres. Hvis det kræver, at vi tager droner ned, så vil vi gøre det.”
19:56:
Pressemødet er slut. Der blev ikke fortalt meget yderligere, end hvad befolkningen allerede vidste. Vi blev ikke klogere på, hvem der stod bag. Der blev ikke sagt, hvilken type droner der er tale om.
Det blev nævnt, at det var klassisk hybrid krigsførsel. Det handler om, at gøre befolkningen utrygge og skabe splittelse.
Tusind tak for at følge Presse-fotos.dk’s dækning. I løbet af aftenen vil du kunne læse vores yderligere dækning af droneangrebene og myndighedernes reaktioner.