Siden nyheden om Sepp Pionteks død kom torsdag formiddag, har de sociale medier glødet med hyldester til den tidligere landstræner.
Reaktionerne er strømmet ind efter den triste nyhed om Sepp Pionteks død.
Den tidligere landstræner for Danmark har tydeligvis sat et enormt aftryk på landet, hvor han tilbragte en stor del af sin trænerkarriere.
Klubber, spillere, kollegaer og sågar politikere har i hvert fald stået i kø for at hylde ham online.
En stor del af rosen kommer på baggrund af Pionteks revolutionerende tid med landsholdet, men mange husker ham ligeledes for hans humoristiske og kompromisløse personlighed.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Hentede os på Diskotek Tordenskjold’
Flere af spillerne, der gennem årene har spillet under Sepp Piontek, har givet deres tidligere træner et par ord med på vejen.
I et mailsvar til Ekstra Bladet ser Michael Laudrup for eksempel tilbage på den tyske træners indflydelse på landsholdet.
“Sepp var ikke træner da Danmark vandt EM i 1992 – ej heller da Danmark opnåede sin bedste placering ved et VM med kvartfinalen i 1998, men det hele startede med Sepp i starten af 80’erne,” skriver han og konstaterer, at den tyske træner aldrig vil blive glemt i Danmark.
Landsholdslegenderne Frank Arnesen og Søren Lerby hylder ligeledes deres tidligere træner på Instagram-siden for deres fælles podcastserie.
“Sepps betydning for os og for dansk landsholdsfodbold kan ikke overvurderes. Han formåede at samle både et hold og en hel nation med sit væsen og sine resultater,” skriver de.
Men selvom de selvfølgelig husker Sepp Pionteks faglige arbejde, husker de ham måske i endnu højere grad for hans personlighed.
“Vi vil aldrig glemme hans humor, hans temperament og hans ukuelige vilje til at vinde og blive bedre. Eller når han hentede os på Diskotek Tordenskjold, efter vi for længst skulle have været i vores senge,” fortæller de to tidligere landsholdsspillere.
Inspirationskilde for nuværende landstræner
Flere af Sepp Pionteks tidligere arbejdsgivere mindes ligeledes den afdøde træner.
“Det er med stor sorg, at vi har erfaret, at vores tidligere cheftræner Sepp Piontek efter kort tids sygdom er gået bort i en alder af 85 år,” lyder det fra AaB, der viderebringer den triste nyhed på klubbens hjemmeside.
Piontek stod i spidsen for AaB i 1995/96-sæsonen, hvor de forsvarende danske mestre opnåede en femteplads i Superligaen.
Silkeborg IF, som Sepp Piontek fik Superliga-sølv med i 1998, vil hylde deres tidligere cheftræner med et minuts klapsalve i forbindelse med søndagens kamp mod FC Midtjylland.
Og så var tyskerens mangeårige arbejdsplads, DBU, selvfølgelig blandt de første til at hylde ham.
“Hans betydning rækker langt ud over resultaterne alene. Sepp Piontek var med til at forme fundamentet for den kultur, professionalisme og tro på egne evner, som har været bærende for dansk landsholdsfodbold lige siden. Sepp vil for altid blive husket som en af de mest indflydelsesrige landstrænere i dansk fodbolds historie,” skriver fodbolddirektør Peter Møller blandt andet i en meddelelse på Herrelandsholdets Facebook-side.
Også den nuværende landstræner, Brian Riemer, giver Piontek en række pæne ord med på vejen.
“Jeg kendte ham ikke personligt, men alligevel har han været en stor inspirationskilde gennem mit fodboldliv. Både i forhold til lysten til at spille fodbold selv og siden i mit liv som træner, hvor han har været en dannende figur,” udtaler han blandt andet til TV 2.
‘Vi har mistet en legende’
Også en række danske politikere har delt deres tanker om Sepp Pionteks eftermæle online.
Blandt dem er statsminister Mette Frederiksen, der i et Instagram-opslag skriver:
“Vi har mistet en legende. Sepp Piontek er gået bort. Som landstræner samlede han vores fodboldlandshold i 80’erne. Og gav os så mange gode minder. Han gav os troen på, at Danmark kunne være med blandt de bedste. Tak for alt til Sepp.”
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt er også blandt de mange, der begræder tabet af Sepp Piontek.
“En af de største fodboldtrænere er ikke mere. Hele Danmark kom i 1980’erne på fornavn med Sepp og Recepten. Med optimistisk fodbold og kærlig disciplin satte han Danmark på verdenskortet til lyden af glade roligans. Tak for magien og oplevelserne Sepp Piontek,” skriver han.
