Flyrute vender tilbage efter stor krise

Efter år med modvind, faldende passagertal og flere forsøg, der aldrig rigtig lettede, er der igen liv på landingsbanen i Midtjylland Karup Airport.

Klokken 07.00 imorges blev det første fly sendt mod København, og dermed genåbner ruten, der skal forbinde Midt- og Vestjylland med hovedstaden på bare 45 minutter.

For lufthavnsdirektør Kristian Tvergaard er det mere end bare en flyafgang.

“Vi har lyttet til erhvervslivet og de private rejsende. Der mangler en rute på den her strækning,” siger han til DR.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Direktøren for Kraup Luftahvn håber på, at der igen kan komme liv i ruten mellem Kraup og København. (Illustrrationsfoto af Kastrup Lufthavn).

Men genåbningen kommer efter en turbulent periode.

I flere år har ruten kæmpet for overlevelse. Passagertallet styrtdykkede, og i 2023 ramte det et lavpunkt med blot lidt over 11.000 rejsende. Senest trak hollandske AIS Airlines sig fra ruten. Endnu en mavepuster for forbindelsen.

Nu er der dog nye kræfter bag.

Koncernen Heartland med Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen i spidsen har overtaget lufthavnen, og ambitionerne er klare. Ruten skal tilbage i luften for alvor.

Det er Alsie Express, der nu skal stå for flyvningerne. Et valg, der giver optimisme hos direktøren, Kristian Tvergaard

Han mener, der er ingen tvivl om, at det bliver et godt produkt. Det tør han godt garantere kunderne.

Men alle er ikke lige overbeviste.

Ifølge luftfartsredaktør Ole Kirchert Christensen fra mediet Check-in.dk kræver det mere end gode intentioner at holde ruten i live.

“Man skal op på mindst fire-fem daglige afgange før det kan betale sig. Folk flyver ikke så meget i dag, fordi vi har fået nye mødevaner og holder flere digitale møder.”

“Nu hvor flyet ikke har været tilgængeligt i en periode, vil nogle måske fastholde deres ændrede rejsevaner og fortsætte med at tage bil eller tog. Og derudover er der igen konkurrence fra Billund, som jo også flyver til København,” siger Ole Kirchert Christensen til mediet.

Alligevel er troen intakt i Karup.

Ruten starter med tre daglige afgange, som er nøje placeret for at ramme især erhvervsrejsende. Og hvis efterspørgslen følger med, er planen, at det huritgt kan udvides, påpeger Kristian Tvergaard.

Hans håb er, at de i Kraup går fra tomgang til takeoff.