Nedskydningen skete i forbindelse med et ukrainsk angreb.
Natten til fredag har russisk antiluftskyts eftersigende ramt og nedskudt et fly.
Sådan lyder det fra Dmytro Pletenchuk, talsperson for den ukrainske flåde, til en ukrainsk tv-kanal ifølge medierne Kyiv Independent og RBC Ukraine.
Nedskydningen skete angiveligt i forbindelse med, at det russiske luftforsvar forsøgte at opsnappe ukrainske droner, der fløj dybt ind i Rusland og hen til halvøen Krim, der i 2014 blev annekteret af Rusland.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Bemærkelsesværdigt er det, at flyet ikke var et ukrainsk fly.
I stedet drejer det sig angiveligt om et russisk jagerfly, der er blevet skudt ned af Ruslands eget luftforsvar.
‘Fjenden skød sandsynligvis sit eget multirollejagerfly ned, mens det afviste et ukrainsk droneangreb ved hjælp af luftforsvarssystemer,’ lyder det fra Pletenchuk.
Hverken Rusland eller de ukrainske myndigheder har kommenteret angrebene, der ikke er blevet verificeret.