Flere tilskadekomne da bil endte i træ

Tre personer meldes tilskadekomne efter en trafikulykke på Rute 13 ved Lille Hjøllund sydvest for Silkeborg.

Ifølge Midtjysk Brand og Redning er der tale om en soloulykke. Den blev anmeldt klokken 14.31 mandag.

I forbindelse med redningsindsatsen blev der tilkaldt en lægehelikopter til stedet.

Et billede fra stedet bragt af presse-fotos.dk viser en bil, som står med bagenden op i luften op ad et træ, mens redningspersonale i gule refleksveste arbejder i området.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Hos Midt- og Vestjyllands Politi fortæller vagtchef Jens Claumarch, at ulykken er mindre alvorligt end først frygtet.

– Det er voldsomme billeder, men heldigvis er der tale om mindre skader. Tre personer er bragt til hospitalet til behandling, lyder det fra vagtchefen.

Ifølge vagtchefen skyldtes ulykken formentlig et øjebliks uopmærksomhed, som betød, at føreren mistede herredømmet over bilen.

Læs mere om ulykken her.