Region Hovedstaden afsætter 48 millioner kroner årligt til sikkerhed på regionens hospitaler.
”Vi har haft flere episoder med udadreagerende patienter særligt i vores akutmodtagelser og i psykiatrien. Det er enormt utrygt for medarbejderne og de andre patienter.”
Sådan lyder det fra regionsrådsformand Lars Gaardhøj i en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.
Derfor har regionen besluttet at hæve beløbet afsat til sikkerhed på hospitaler fra 25 millioner til 48 millioner kroner.
Samtidig har regionen besluttet, hvad pengene skal bruges på efter dialog med hospitalerne.
Blandt andet afsættes otte millioner kroner om året til sikkerhedsassistenter på Amager og Hvidovre Hospital, som har afprøvet konceptet det seneste halve år. Fire millioner kroner årligt går til sikkerhedsassistenter på både Herlev og Gentofte Hospital, mens yderligere fire millioner kroner bruges på sikkerhedsportører på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
23 millioner kroner ender hos psykiatrien, hvor pengene blandt andet skal sikre bedre flugtveje.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Yderligere sikkerhedstiltag i Region Hovedstaden
- Pilotprojekt omkring kropsbårne kameraer.
- Øget adgangskontrol, videodørtelefoner og TV-overvågning.
- Overfaldsalarmer til særlige risikoområder og personalegrupper.
- Bygningsmæssige forbedringer efter gennemgang af akutmodtagelser i somatikken og ambulatorier i psykiatrien.
- Kursus for sundhedspersonalet i forebyggelse og håndtering af konflikter.
Forsøgte at kvæle sygeplejerske
Tilbage i marts rykkede politiet ud til Hvidovre Hospital.
Det skete efter en anmeldelse om en voldelige episode mellem en patient og sygeplejerske på hjerteafdelingen. Det skrev TV 2 tidligere på året med udgangspunkt i en nyhed fra Dagens Medicin.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Her forsøgte en 33-årig mandlig patient at kvæle en kvindelig sygeplejerske, da hun kom ind med et glas vand på hans stue. Sygeplejersken råbte hurtigt om hjælp, og to kolleger skyndte sig til undsætning. Her begyndte patienten at slå hende, men efter en længere kamp blev situationen afværget.
Det er sager som denne, der har fået regionen til at investere i blandt andet sikkerhedsassistenter på hospitalerne.
Lufter idéen for ny statsministerkandidat: ‘Klart mere oplagt end Mette Frederiksen’