Første anholdelsesaktion i myndigheders “Al Capone”-samarbejde har fundet sted tirsdag morgen.
Tirsdag morgen slog politiet til og anholdt fem personer i en sag om hvidvask af mere end 70 millioner kroner.
Anholdelsesaktionen blev udført af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og Københavns Vestegns Politi, skriver NSK i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under billedet)

Det er den første anholdelsesaktion, der udspringer af det nationale “Al Capone”-samarbejde, der som led i en bandepakke blev vedtaget af Folketinget i 2024.
Samarbejdet går ud på at bekæmpe bandemiljøets organiserede økonomiske kriminalitet og foregår på tværs af styrelser og politiets NSK.
I sagen om de 70 millioner kroner er politiets efterforskning sket i tæt samarbejde med Erhvervsstyrelsen, Gældsstyrelsen og Skattestyrelsen.
Foruden anholdelserne har politiet i tirsdagens aktion ransaget flere steder i Storkøbenhavn og Nordjylland.
De anholdte er blandt andet sigtet for hvidvask eller medvirken til hvidvask af et samlet beløb på over 70 millioner kroner.
– Det udvidede samarbejde mellem myndighederne har nu ført til anholdelser af en række mistænkte med forskellige roller i et hvidvasknetværk.
– Vi har med dagens aktion ramt hele kæden i netværket, det gælder både kunder og hvidvaskere med relation til bandemiljøet, siger politikommissær i NSK Lasse Brogaard.
Underdirektør i Skattestyrelsen Søren Have Enevoldsen kalder samarbejdet “afgørende” for, at myndighederne effektivt kan sætte ind mod økonomisk kriminalitet i bandeverdenen.
To af de anholdte – en mand på 53 år og en på 43 år – fremstilles tirsdag i grundlovsforhør i Retten i Glostrup. Det sker med henblik på varetægtsfængsling.
De resterende vil blive løsladt efter afhøring.
Anklageren vil i Glostrup også anmode om en fængslingskendelse mod en 49-årig mand, som fremstilles in absentia – altså uden at være til stede – da han ikke er anholdt. Det skridt kan betyde, at politiet efterlyser ham internationalt.
Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved retsmødet. I så fald kan politiet hemmeligholde beviser for offentligheden, ligesom de sigtedes eventuelle forklaringer ikke kommer frem.
/ritzau/