Flere patienter døde: Narkoselæge får lang fængselsstraf

En narkoselæge er blevet idømt livstid, efter retten har fundet ham skyldig i systematisk at have forgiftet patienter. Ifølge dommen mistede 12 personer livet.

En anæstesiolog er blevet idømt livstid i fængsel for bevidst at have forgiftet en række patienter over flere år.

Retten fandt det bevist, at lægen kontaminerede infusionsposer med stoffer, der kunne udløse hjertestop eller alvorlige blødninger.

Illustrationsfoto – Foto: Adobe Stock

Ifølge anklagemyndigheden blev i alt 30 patienter forgiftet, og 12 af dem døde som følge af handlingerne.

Under retssagen blev lægen beskrevet som den gennemgående fællesnævner i alle sagerne, og anklagerne lød, at forgiftningerne var bevidste og målrettede.

Se også
Bubber i kendiskrig: “Manden har ingen nosser”

“Du er Dødens Doktor, en giftmorder, en morder”, lød det fra anklagemyndigheden i sidste uge, om den franske narkoselæge.

Det skriver BBC.

Torsdag faldt dommen mod anæstesiologen, som hele tiden har nægtet sig skyldig.

Anklagemyndigheden har blandt andet fremført, at han manipulerede intravenøse lægemidler for at fremkalde hjertestop, angiveligt som hævn mod kolleger.

Under proceduren lød det fra anklagemyndigheden, at han havde bragt skam over lægestanden.

Sagen har udspillet sig i byen Besançon i det østlige Frankrig, hvor lægen arbejdede på flere klinikker.

Han kom første gang under efterforskning for otte år siden, da der opstod mistanke om forgiftninger på to klinikker i perioden fra 2008 til 2017.

På trods af de alvorlige anklager har lægen ifølge BBC været på fri fod under retslig kontrol frem til domsafsigelsen.

Så sent som i september udtalte han til fransk radio, at der efter hans opfattelse ikke var beviser for forgiftning.

Den dømte har nu ti dage til at indgive en eventuel appel.

Korte videoer