Fredag præsenterede Torsten Schack Pedersen regeringens nye totalberedskab og en milliardstor akutpakke.
“Danmark er et godt og trygt land at leve i, men verden forandrer sig hastigt. Den bliver mere usikker. Spørgsmålet er ikke længere, om vi bliver udfordret. Spørgsmålet er, hvordan vi vælger at stå imod.”
Sådan lød det fredag fra Torsten Schack Pedersen i en pressemeddelelse fra Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
I pressemeddelelsen fremgår det, at regeringen lancerer et “totalberedskab” som følge af krig i Europa, hybridkrig mod NATO og ekstreme vejrfænomener.
Dertil afsættes 1,2 milliarder kroner i 2026 til en akutpakke, der skal styrke det danske beredskab. Pengene går til initiativer, som tilsammen skal beskytte “alle sektorer med særlig betydning for samfundets kritiske funktioner”.
‘Godt og vigtigt’
Regeringens udmelding om totalberedskabet og akutpakken møder opbakning flere steder.
En af dem, der bakker op, er Rasmus Anderskouv, chef for samfundssikkerhed og beredskab i Dansk Industri. Han kalder det “en stor og vigtig nyhed”.
“Regeringens udspil er en stor og vigtig nyhed, fordi det kan blive fundamentet for Danmarks sikkerhed i mange år,” siger Rasmus Anderskouv i en pressemeddelelse fra DI.
I akutpakken er der afsat 295 millioner kroner til sundhedsområdet. Det glæder forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg.
“Et stærkt totalberedskab forudsætter et stærkt sundhedsberedskab. Sygeplejersker og andet sundhedspersonale er helt centrale, når Danmark rammes af kriser,” siger Dorthe Boe Danbjørg i en pressemeddelelse fra Dansk Sygeplejeråd.
Også administrerende direktør i Forsikring & Pension, Kent Damsgaard, hilser investeringen velkommen.
“Det er i dén grad godt og vigtigt, at regeringen nu styrker Danmarks beredskab – både for den enkelte dansker og for danske virksomheder,” siger Kent Damsgaard i en pressemeddelelse fra F&P.
Formand for Ingeniørforeningen IDA, Laura Klitgaard, kalder det “helt på sin plads”, at regeringen investerer i beredskabsområdet.
“Derfor er regeringens saltvandsindsprøjtning helt på sin plads og kan forhåbentlig medvirke til, at vi bliver bedre rustet,” siger Laura Klitgaard i en pressemeddelelse fra Ingeniørforeningen IDA.
