Flere hundrede ventes dødes efter cyklon

14 dødsfald er bekræftet efter cyklon på fransk ø. Lokal myndighed siger, at tallet vil blive meget højere.

Der vil formentlig være flere hundrede mennesker, der har mistet livet på den franske tropeø Mayotte efter cyklonen Chido.

Det siger præfekt François-Xavier Bieuville søndag.

Præfekten repræsenterer den franske stat på Mayotte.

Han frygter, at dødstallet kan blive meget højt.

– Jeg tror helt sikkert, at der vil være flere hundrede. Måske vil tallet nærme sig tusind eller endda flere tusinde, siger François-Xavier Bieuville til mediet Mayotte la Premiere.

Han tilføjer, at det kan blive svært at finde frem til et korrekt dødstal. Størstedelen af indbyggerne på Mayotte er muslimer, som har tradition for at begrave deres døde inden for 24 timer, siger præfekten.

Også Frankrigs indenrigsminister, Bruno Retailleau, frygter et højt dødstal.

Lørdag aften kaldte han situationen på Mayotte en katastrofe.

Franske myndigheder oplyste tidligere søndag, at mindst 14 mennesker har mistet livet under cyklonen.

Men det kan vare flere dage, før der er et overblik over dødstallet, sagde myndighederne videre.

Søndag bevægede uvejret sig videre til det østafrikanske land Mozambique.

Forinden havde cyklonen forårsaget store ødelæggelser på Mayotte, som er en tidligere fransk koloni. Øen ligger i Det Indiske Ocean omkring 500 kilometer øst for Mozambique.

Lørdag var de omkring 320.000 indbyggere på Mayotte under nedlukningsordrer, mens cyklonen hærgede øen.

Borgmesteren for hovedstaden på Mayotte, Mamoudzou, har oplyst, at 255 personer er alvorligt kvæstet.

Ni af dem er meget alvorligt kvæstet og kæmper for deres liv, sagde borgmesteren, Ambdilwahedou Soumail, tidligere søndag.

Da cyklonen ramte øen, var der vindstød på mindst 226 kilometer i timen.

Barakbyer også kaldet shantytowns blev “totalt ødelagt”, har indenrigsminister Bruno Retailleau sagt.

Tage bestående af tyndt metal og vægge blev revet af de mere eller mindre improviserede bygninger i barakbyerne, som mindst en tredjedel af befolkningen bor i.

AFP

Et vuggestuebarn har mistet livet i en forfærdelig hændelse. I den forbindelse er to personer blevet sigtet for at have taget livet af barnet.