Flere alvorlige ulykker på motorvej: Nu ændres dødsrute

Nu ser det endelig ud til, at der bliver gjort noget ved den rute, hvor mange danskere har mistet livet.

Ni dødsfald. Det er hvad der har været på den omdiskuterede strækning, hvor alvorlige ulykker sker jævnligt.

Så sent som i tirsdag kolliderede en lastbil frontalt med en lastvogn, som sendte to mænd på rigshospitalets traumeafdeling.

Borgmestre i området har flere gange forgæves prøvet at råbe på ændringer på den fatale rute, og nu ser det ud til, at der sker en ændring.

Det skriver TV 2.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Redningspersonale har haft travlt på strækningen, hvor flere har mistet livet.

Ni dødsfald og flere kvæstede var åbenbart hvad det skulle koste, før der kom ændringer på Hillerødmotorvejens forlængelse.

Vejdirektoratet har tilkendegivet i et brev, som ifølge TV 2 er sendt til fire lokale borgmestre, at der nu sker flere ændringer på strækningen.

I sensommeren kommer det til at gå fra en såkaldt 2+1-vej til to sydlige og et nordligt spor hele vejen.

I alt er ni døde på strækningen, der blot åbnede i 2020, hvoraf der har været seks separate dødsulykker.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Politiet var massivt til stede tirsdag. Foto: Frederiksborg Brand & Redning – Station Hillerød

Politikere i opråb

Situationen er så slem, at flere borgmestre er gået sammen om at sende et brev til Vejdirektoratet i håbet om at løse situationen.

Der er tale om borgmestrene i henholdsvis Allerød, Hillerød, Furesø og Gribskov kommune, som opfordrer Vejdirektoratet til at lave en fornyet gennemgang af sikkerhedsforanstaltningerne på strækningen.

‘Endnu et alvorligt uheld (giver, red.) anledning til dyb bekymring. Både for trafikanternes sikkerhed og for de medarbejdere, der arbejder på strækningen, skriver borgmestrene blandt andet.

Og nu lader det til, at Vejdirektoratet endelig har hørt borgmestrenes bøn.