Flere danske film får verdenspremiere på stor international festival

En af de største festivaler på den internationale filmkalender slår snart dørene op med en række danske produktioner og co-produktioner på programmet.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Den 10. september starter en af de helt store internationale filmfestivaler.

I 11 dage bliver Toronto fyldt med filmmagi, når Toronto International Film Festival løber af stablen.

Og i år bliver det med et markant dansk islæt.

Der er nemlig flere danske film og danske co-produktioner at finde på programmet, der tæller både live-action-spillefilm og -kortfilm, animationsfilm og dokumentarer.

Det skriver Det Danske Filminstitut på deres hjemmeside.

(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Dobbeltfejl’ kan snart opleves i danske biografer. Men inden da får filmen verdenspremiere i Toronto. Foto: Henrik Ohsten

Barske emner fylder i de danske film

To danske film får verdenspremiere på filmfestivalen i Toronto, mens en tredje får sin nordamerikanske premiere.

Den første danske film, som det canadiske publikum får lov til at opleve før resten af verden, er Amalie Næsby Ficks ‘Dobbeltfejl’.

Filmen er centreret om en konflikt mellem tre mødre, hvis sønner er involveret på hver deres måde i en sag om seksuelt overgreb.

‘Dobbeltfejl’, der er Ficks debut som instruktør på en ikke-animeret spillefilm, er udvalgt i Discovery-sektionen, som sætter fokus på nye stemmer og filmskabere fra hele verden.

Filmen er desuden blandt de tre film, der er blevet udvalgt som bud på en dansk Oscar-kandidat.

Også den prisvindende dokumentarist Sine Plambechs flygtninge-fortælling ‘Rescue’ får – som vi tidligere har omtalt her på siden – verdenspremiere på festivalen.

Den danske dokumentar med en yemenitisk mor i hovedrollen er udvalgt til TIFF Docs-programmet.

Plambech har tidligere vundet priser for dokumentarer som ‘Fra Thailand til Thy’ og ‘Hjertelandet’.

Fra Venedig til Toronto

En anden, der også har vundet adskillige priser for sit arbejde, er May el-Toukhy.

Hun er bedst kendt for ‘Dronningen’, der i 2020 modtog både Robert- og Bodil-prisen for årets bedste danske film.

Samme år var filmen ligeledes udvalgt som Danmarks Oscar-kandidat i den internationale kategori – hvor den dog desværre ikke endte med at blive nomineret.

Med el-Toukhys nye film ‘Kvinde ukendt’ er hun igen med i opløbet om at blive dansk Oscar-kandidat, mens hun i den kommende tid vil være at finde på flere store festivaler.

Inden hun kommer til Toronto skal hun forbi Venedig, hvor filmen får verdenspremiere få dage inden starten på den canadiske filmfestival.

Dermed får ‘Kvinde ukendt’ altså ‘blot’ nordamerikansk premiere i Toronto, hvor den er en del af det brede og internationale Centrepiece-program.

Filmen har den unge kvinde Marie i hovedrollen. Hun gifter sig i maj 1945 med en ældre enkemand, hvis datter hun længe har passet som ung pige i huset.

Marie gemmer dog på en hemmelighed, der truer med at ødelægge hendes nye liv. Og mens afsløringen kommer tættere på, bliver hun mere og mere desperat og villig til at gøre hvad som helst for at opretholde glansbilledet.

Danske co-produktioner på programmet

Ud over de tre danske film, er der også flere danske co-produktioner på TIFF-programmet – altså film, der hovedsageligt er knyttet til et andet land, men som et dansk produktionsselskab har haft en finger med i.

Det er den svenske spillefilm ‘Brace Your Heart’, den norske spillefilm ‘Markens grøde’, den rumænske spillefilm ‘Fjord’ og den irske animationsfilm ‘Julian er en havfrue’.

Annonce
Annonce
Annonce