Flere produkter solgt via TheKiddoSpace er tilbagekaldt. Blandt dem er fingermaling, der kan give organskade.
Et fingermalingsæt til børn, som er blevet solgt på hjemmesiden TheKiddoSpace, er blevet tilbagekaldt.
Det skyldes, at produktet indeholder stoffer, som kan udgøre en sundhedsrisiko, hvis de sluges eller absorberes gennem huden.
I værste fald kan produktet forvolde varig organskade.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.
Kemikalieinspektionen hos styrelsen har fået informationen via EU-Kommissionens notifikationssystem Safety Business Gateway.
Her fremgår det, at virksomheden bag, SN ECOMMERCE LLP med base i London, har tilbagekaldt produktet straks.
Fingermalingsættet er blevet solgt mellem 13. marts 2023 og 6. marts 2025. Det fremgår ikke i hvor stort omfang.
Er man i besiddelse af produktet, skal det bortskaffes.
Derefter kan man kontakte TheKiddoSpace. Enten kan man få en fuld refusion, eller man kan få en værdikupon på samme beløb som købet, fremgår det af hjemmesiden.
Af TheKiddoSpaces hjemmeside fremgår det, at en række andre produkter også er blevet tilbagekaldt.
Blandt andet to versioner af genanvendelige magnetiske vandballoner i silikone.
Her kan de små magneter fjernes. Hvis mere end én sluges, kan “de tiltrække hinanden og forårsage blokering eller perforering af tarmen”, skriver TheKiddoSpace i tilbagekaldelsen.
/ritzau/