Der er sket en stigning på intet mindre end 21 procent af børn og unge fra udsatte boligområder, der er begyndt at dyrke idræt.
‘Der er virkelig sket en ændring i de seneste år.’
Sådan lyder det fra Frans Hammer, der er næstformand i Danmarks Idrætsforbund.
Kommentaren kommer i forbindelse med, at skoleferierne er startet – for mange børn og unge betyder det nemlig idrætscamps og -skoler. Også i de udsatte boligområder, hvor DBU og DIF afholder ‘Get2 Fodboldskoler’.
Her er skolerne specielt designet til børn og unge, der kommer fra særligt udsatte boligområder.
I år deltager næsten 1800 børn og unge.
Og det tal har været stødt stigende i en periode.
Fra 2021 til 2024 er medlemstallene i ‘DIF get2sport-foreningerne’ i udsatte boligområder steget fra 14.426 til 18.242. Det er en stigning på 21 procent.
Det oplyser Dansk Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
‘Foreningslivet har været en del af kulturen i mange hjem i udsatte boligområder, men det vedholdende og opsøgende arbejde i områderne har gjort, at mange nu bliver taget med af familie, venner eller klassekammerater, så det bliver en normal del af hverdagslivet. Fodboldskolerne er et rigtig godt udstillingsvindue, hvor rigtig mange børn og forældre kan få øjnene op for foreningslivets styrke, så de forhåbentlig også kommer igen efter ferien,’ siger Frans Hammer, næstformand i DIF.
Blandt pigerne lyder fremgangen på hele 24 procent. Tidligere var de ellers mest underrepræsenterede i de udsatte områder.
<strong>Om DIF get2sport</strong>
- Har eksisteret siden 2005
- Sikrer et velfungerende idrætsforeningsliv ved at aflaste de frivillige kræfter i idrætsforeninger i de udsatte boligområder
- Samarbejder med 25 kommuner, 53 boligområder og 75 idrætsforeninger over hele landet
- Nordea-fonden støtter indsatsen med 19 millioner fra 2023-2025
- Midlerne skal blandt andet bruges til at få flere piger i get2sport-foreningerne gennem opsøgende indsatser hos forældrene, mikrofodboldskoler for de mindste børn og sociale aktiviteter for både børn og voksne