Fire tyrkiske journalister udgiver Muhammed-tegning: Her er reaktionen

Fire ansatte på et af Tyrkiets førende satiriske magasiner skal anholdes for at have udgivet en karikaturtegning af profeten Muhammed.

Det har chefanklageren i den tyrkiske storby Istanbul udstedt en ordre om, skriver flere tyrkiske medier.

Det drejer sig om magasinet Leman.

– Chefanklagerens kontor har indledt en undersøgelse af udgivelsen af en tegning i Leman-magasinet fra 26. juni 2025, der åbenlyst nedgør religiøse værdier, og der er udstedt arrestordrer på de involverede, lyder det i en udtalelse.

Ifølge de tyrkiske medier har chefanklageren også beordret anholdelserne af Lemans redaktionschef og to chefredaktører.

En kopi af det sort-hvide billede er lagt ud på sociale medier. Billedet viser profeten Muhammed og Moses, der befinder sig i himlen over en by under angreb. De to giver hinanden hånden.

Tyrkiets indenrigsminister, Ali Yerlika, oplyser, at politiet har anholdt tegneren bag billedet. På det sociale medie X har han lagt en video op, hvor tegneren anholdes i en trappeopgang.

– Personen ved navn D.P., som lavede denne modbydelige tegning, er blevet pågrebet og er i vores varetægt.

– Disse skamløse individer vil blive stillet til ansvar for loven, skriver Ali Yerlika.

Muhammedtegningerne dukker med jævne mellemrum op i den offentlige debat – også herhjemme.

De fleste vil kunne huske Muhammedkrisen, der fandt sted i 2005, hvor Jyllands-Posten udgav 12 satiriske tegninger, hvoraf de fleste afbildede Muhammed.

Den mest omdiskuterede tegning forestillede Muhammed med en tændt bombe i turbanen. Denne var tegnet af karikaturtegneren Kurt Westergaard.

Det gjorde både Kurt Westergaard og Jyllands-Posten berømte og – i visse kredse – berygtede.

Han blev en af verdens mest truede karikaturtegnere og var beskyttet af livvagter frem til sin død i 2021.

Det var i januar i år desuden ti år siden, at det franske satiremagasin Charlie Hebdo blev udsat for et angreb.

Også Charlie Hebdo havde bragt tegninger af Muhammed, og angrebet var angiveligt hævn for dette.

12 mennesker, heriblandt otte redaktionelt ansatte, blev dræbt den 7. januar 2015.

AFP

Politi og redning til stede efter færdselsuheld