Fire knivstukket i voldsomt masseslagsmål ved skole

Illustrationsfoto

Fire personer befinder sig på hospitalet på grund af knivstik i den svenske by Malmø, efter at politiet fik en anmeldelse om et stort slagsmål involverende omkring 20 personer natten til søndag.

Det oplyser vagthavende Michael Lindh ved Politiregion Syd til nyhedsbureauet TT.

– Der var knivstikkerier til højre og venstre, så fire personer er på hospitalet med knivstik, hvoraf to er alvorligt sårede, siger Michael Lindh til TT.

Politiet fik anmeldelsen lidt over midnat natten til søndag.

Ifølge mediet Sydsvenskan foregik masseslagsmålet på Österportskolan i det centrale Malmø.

Da politiet ankom til stedet, var der kun få personer tilbage, og kun en af dem var blevet stukket ned. 

– De tre andre var selv kommet til hospitalet, siger Michael Lindh. 

Det er uklart, hvad der har forårsaget slagsmålet. 

– Vi har ikke taget nogen i varetægt, fordi vi forsøger at finde ud af, hvad der er sket, og hvem der er skyldig, siger Michael Lindh. 

Området omkring skolen er afspærret af politiet, mens der foretages tekniske undersøgelser.