Firbenede atleter i glat føre: Se billederne fra hunderæs

‘K9 Biathlon for alle’ ved Nordic Lake Festival i Viborg bød på våde hunde og smilende deltagere i alle aldre.

I weekenden var både hunde og mennesker i alle størrelser samlet i Nordisk Park i Viborg.

Som en del af udendørseventet Nordic Lake Festival blev ‘K9 Biathlon for alle’ afholdt. Over to dage dystede par af hunde og ejere om at være hurtigst på en forhindringsbane, der bød på både spring, kravl gennem rør og en tur ned ad en vandrutsjebane.

Det var med sved på panden, våde fødder og tungen ud af munden for både to- og firebenede atleter, der udfordrede sig selv på forskellige distancer mellem to og ti kilometer.

Glade ejere og endnu gladere hunde

Som eventets titel indikerer, var løbet åbent for folk og hunde i alle aldre og fitnessniveauer. Alle, lige fra hobbymotionisten med den veltrænede schæfer til folkeskoleeleven med den aldrende beagle, var velkomne.

Løbet tiltrak ligeledes folk af mange forskellige nationaliteter. Der var både nordmænd, tyskere og amerikanere på startlisten.

Uanset om man var kommet for at tage førstepladsen eller blot ønskede at deltage i søndagens ‘hyggetur’, var der smil på læben hos langt de fleste deltagere.

Hundene var tilsyneladende også ellevilde med at få lov til at boltre sig på forhindringsbanen. Især vandrutsjebanen var et højdepunkt på ruten.

Én gang til

Nogle var endda så glade for turen rundt på banen, at de tog den flere gange.

Roeren René Holten Poulsen deltog i konkurrenceløbet på tre gange 2,5 kilometer med sin siberian husky Robin. Senere tog René og Robin endnu en tur – denne gang i hyggetempo – med konen Birgitte og deres 1-årige søn Louie.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Roeren René Holten Poulsen tog flere ture gennem forhindringsbanen med Robin, en siberian husky. Her er de sammen med Renés kone Birgitte og sønnen Louie.

Nordic Lake Festival, som ‘K9 Biathlon for alle’ var en del af, bød ud over hunderæset på en lang række andre udendørsaktiviteter.

Der var blandt andet mountainbike-, motions- og forhindringsløb på programmet. Og når det deltagende publikum havde fået svedt igennem, kunne de nyde god musik med blandt andre Keen on Queen og Bellami.

Fra fredag den 15. til søndag den 17. august tårnede tre af Søværnets fregatter op ved Gammel Havn i Fredericia.