Den genrebrydende finske kunstner, som vandt publikumsafstemningen ved Eurovision i 2023, lægger vejen forbi Danmark næste år.
Selvom han havde været musikalsk aktiv i flere år forinden, var det først med deltagelsen i Eurovision Song Contest 2023, at Käärijä fik sit store gennembrud.
Ved sangkonkurrencen sluttede den finske rapper, sanger og sangskriver på en flot andenplads og modtog flest publikumsstemmer.
Efter Eurovision-succesen blev Käärijä et internationalt fænomen, og sangen ‘Cha Cha Cha’ toppede hitlisterne i flere europæiske lande.
Siden har han holdt sit momentum kørende med flere store streaminghits, og nu er han klar til at præsentere sin store ‘Eurodisko Tour’, der næste år lægger vejen forbi Danmark.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I efteråret 2026 indtager Käärijä Europa med 24 shows i blandt andet Prag, London, Berlin – og altså også København.
I Danmark bliver det Pumpehuset, der får fornøjelsen af at huse finnens kaotiske energiudladning af en live-optræden.
Inden europaturnéen og den danske koncert spiller Käärijä karrierens største show i Veikkaus Arena i Helsinki.
En Eurovision-revolution
Käärijä er en del af en ny generation af kunstnere, der har indtaget Eurovision-konkurrencen med genrebrydende musik, rebelsk energi og store følgerskarer på de sociale medier.
Finnen har arbejdet sammen med flere ligesindede Eurovision-deltagere som kroatiske Baby Lasagne, estiske Tommy Cash og hollandske Joost (Klein) – manden, der noget kontroversielt blev diskvalificeret sidste år.
Flere af Käärijäs mest populære numre er netop disse Eurovision-samarbejder. Blandt dem er ‘Trafik!’ med Joost og ‘#eurodab’ med Baby Lasagna.
Det er dog fortsat ‘Cha Cha Cha’, der er den excentriske finnes klart mest populære nummer. Sangen er blevet afspillet mere end 189 millioner gange på Spotify, og er dermed den mest streamede finsksprogede sang nogensinde.
‘Cha Cha Cha’ blev også den første finsksprogede sang nogensinde i den britiske hitlistes top ti, da nummeret opnåede en sjetteplads.
Käärijäs signaturhit er en vild blanding af elektronisk musik og punk, og denne foragt for genrekasser går igen i resten af bagkataloget.
Så hvis du ikke helt kan beslutte dig for, om du vil bruge dine penge på en rap-, punk- eller EDM-koncert, kan du spare lidt ved at tage til koncert med Käärijä i Pumpehuset den 3. november 2026.
Billetsalget starter den 10. december via All Things Live.