Festugens jubilæumsudgave samlede Aarhus til kæmpe fest

Aarhus Festuge kulminerede i weekenden med en kæmpe jubilæumsfest der samlede flere generationer af aarhusianere.

Fra fredag den 29. august til søndag den 7. september var Aarhus fuld af feststemning.

Den traditionsrige Aarhus Festuge løb nemlig af stablen i en helt særlig jubilæumsudgave.

Festugen kunne fejre et imponerende 60-årsjubilæum i år.

Hele ugen igennem var der masser af aktiviteter og festlige indslag, men fejringen kulminerede i den forgangne weekend med et stærkt fredagsprogram efterfulgt af den store jubilæumsfejring lørdag.

Aarhusianske legender indtog scenen

Fredag kunne man blandt andet opleve lysfest, guidet havnerundfart og koncerter med kunstnere som Total Hip Replacement og Jonas Mačys. I Tivoli Friheden spillede Dodo & the Dodos som en del af forlystelsesparkens ‘Fed fredag’-program.

Lørdag stod på den helt store jubilæumsfejring med to store arrangementer i form af ‘Hele Aarhus Fejrer’ og ‘Aarhus Forbindelser – Lyden af Festugen gennem 60 år’.

Sidstnævnte var en stor koncert med en række af de største aarhusianske artister gennem de seneste 60 år.

Kæmpe navne som Thomas Helmig, Lis Sørensen, Peter A.G., Tina Dickow og Steffen Brandt gæstede koncerten.

At navnene spændte bredt generationsmæssigt blev måske bedst eksemplificeret ved, at både dansktoplegenden Birthe Kjær og det nye stjerneskud Østen var at finde på plakaten.

To aarhusianske legender på scenen: Thomas Helmig og TV-2-forsangeren Steffen Brandt. Foto: Malte Bülow / Aarhus Festuge

Tidligere på dagen var der en række underholdende – og i nogle tilfælde lidt skøre – indslag som del af ‘Hele Aarhus Fejrer’.

Eventet fik blandt andet besøg af de modne superhelte fra ‘Blue Tired Heroes’.

Og så blev en helt gade omdannet til ‘AGF-gaden’, der var fyldt med aktiviteter centreret omkring ‘de hviie’.

Stemningsbilleder fra fredag den 5. september til Aarhus Festuge

Festugens gæster kunne mæske sig i lækker mad fra de mange madboder.
Strong Ale spillede op til fest med deres brand af ‘footstomping folkemusik’ i ‘Det irske telt’.

MMA Galla Vol. 26 blev med to store titelkampe og flere andre spændende dyster til et historisk event i Brøndby Hallen.