Det var pigens institution, der kontaktede politiet, da de ikke kunne finde hende.
Onsdag aften blev en femårig pige udsat for en ubehagelig og dramatisk oplevelse.
Pigen var forsvundet fra sin institution og gået alene ned til Gudenåen.
Her faldt hun i vandet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver TV Midtvest, der har talt med Peter Justesen, som er politikommissær hos lokalpolitiet i Silkeborg.
‘Vi modtog en anmeldelse fra en institution i Resenbro ved Silkeborg, som ikke kunne finde en femårig pige. De ledte kort efter hende selv, og inden for ganske kort tid kontaktede de os, forklarer politikommisæren,’ siger han.
Den lille pige har tilsyneladende haft problemer med at komme ind til land igen, for langsomt er hun drevet væk med strømmen.
Heldigvis var et ældre ægtepar årvågne. Fra deres have, der fører ned til Gudenåen, så de pigen drive forbi med strømmen.
Derefter gik kvinden, en 64-årig, ned til åen for at redde pigen op. Samtidig stod hendes 71-årige mand ved åens kant med en rive, så både den lille pige og kvinden kunne trækkes ind til land igen. Det lykkedes heldigvis.
Politiet blev tilkaldt til ægteparrets adresse, hvor en ambulance også kom for at se til pigen, der var uden for livsfare. Derfor blev hun kørt tilbage til sin institution.
Ægteparret får efterfølgende store roser med fra politikommisæren, der siger, at de handlede korrekt, og at de reddede pigens liv.
Det vides ikke endnu, hvordan den femårige pige formåede at forlade institutionen.