Flere piger blev udsat for fysiske overgreb af 30-årig mand. Andre blev presset seksuelt over Snapchat
Syv års fængsel, lyder straffen til en 30-årig mand, som har begået en række seksualforbrydelser mod 12 piger.
Dommen til Peter Sigersted Jorck Paaske er faldet i Retten i Svendborg fredag.
Manden er ifølge Fyns Politi blandt andet dømt for voldtægt og såkaldt sextortion – seksuel afpresning.
Ifølge politiet er forbrydelserne begået mellem oktober 2022 og april 2024.
Pigerne var mellem 10 og 16 år.
Den 30-årige har fysisk forgrebet sig seksuelt på fem af pigerne, mens han i syv tilfælde har formået piger til at udføre seksuelle handlinger på sig selv via det sociale medie Snapchat.
– Der er tale om en meget alvorlig sag. Det er sjældent, vi har sager med overgreb på så mange og så unge piger, siger specialanklager Brian Dybdahl i en pressemeddelelse fra Fyns Politi.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sagen opstod, da politiet fik anmeldt fysiske overgreb, og i efterforskningen fandt politiet frem til, at han også havde begået sextortion på Snapchat, fortæller anklageren til Ritzau.
Den 30-årige har under sagen nægtet sig skyldig. Han har anket dommen, så vidt angår de fysiske overgreb, men ikke forholdene om sextortion via Snapchat.
Han har været varetægtsfængslet i et år og skal fortsat være det ind til ankesagen.
/ritzau/