Først var der en. Så to. Og nu har i alt fem kvinder anmeldt Jonatan Spang for en række forbrydelser.
Seksuelt overgreb, voldtægt, vold af fysisk eller psykisk karakter.
Det er alle de ting, som fem kvinder nu anklager komikeren og tv-værten Jonatan Spang for.
Sådan lyder det fra kvindernes bistandsadvokat, Helle Hald.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Jeg kan bekræfte, at jeg på nuværende tidspunkt er beskikket for i alt fem kvinder, der har anmeldt sig udsat for seksuelt overgreb, voldtægt eller vold af fysisk eller psykisk karakter,’ siger hun til TV 2.
Det var Ekstra Bladet, der som det første medie fredag kunne afsløre, at sagskomplekset mod den store danske komiker var vokset.
Mediet skriver, at de har været i kontakt med en af de tre kvinder, som er de seneste til at anmelde komikeren. Kvinden var ikke teenager, da episoden skulle have fundet sted.
I september kom de første anklager, hvor komikeren ifølge en dengang 15-årig pige skulle have udsat pigen for seksuelt overgreb. Efterfølgende anmeldte endnu en ung kvinde også Jonatan Spang for en lignende hændelse. Og nu er det altså fem kvinder.
Den 47-årige komikers talsperson, David Birch, fortæller til Ekstra Bladet, at Spang ikke har yderligere kommentarer, andet end at han ikke kan genkende beskyldningerne.
Jonatan Spang blev fyret som vært på det populære DR-program ‘Tæt på sandheden’ i september, da han første gang blev anklaget.
I oktober skrev Jonatan Spang selv på sine sociale medier, at han var blevet opmærksom på flere beskyldninger mod ham.
Flere beskyldninger mod Jonatan Spang: “Han skrev til mig, da jeg var 15 år”