Fem dages eftersøgning har været forgæves: Kvinde stadig forsvundet

Nordjyllands Politi indstiller nu den koordinerede eftersøgning af 76-årige Hanne fra Vognsild, som er savnet.

Efter i fem dage at have ledt efter en 76-årig kvinde fra Vognsild i Vesthimmerland med hjælp fra både Hjemmeværnet og civile borgere, indstiller Nordjyllands Politi nu den koordinerede indsats.

Politiet oplyser fredag i en pressemeddelelse, at sagen ikke er lukket, men der bliver nu lukket ned for den koordinerede operative eftersøgning.

– Status nu er, at vi har finkæmmet store arealer – både til lands og til vands – og på nuværende tidspunkt har vi ikke yderligere spor at gå efter, siger politikommissær Jesper Konttorp-Fredsgaard i pressemeddelelsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Kvinden, der ifølge politiet hedder Hanne, lider af demens. Hun har været væk siden søndag aften, hvor hun forlod sit hjem i Vognsild.

Beredskabsstyrelsen har bistået i eftersøgningen med mandskab og med terrængående køretøjer, ligesom der også har været indsat hundepatruljer til at afsøge terrænet.

To specialtrænede hunde – såkaldte vandsøgshunde, der er i stand til at finde fært over vand – har også været indsat for at undersøge en sø i området.

Politiet har derudover haft droner i luften for at lede efter Hanne, men der er ikke fundet nogen form for spor.

Politiet opfordrer borgere – selv i en vis afstand fra Vognsild – til at kigge i udhuse, haver, krat og lignende efter Hanne.

– Kvinden var godt gående og kunne komme langt omkring, så selv om man bor et stykke fra Vognsild, er det vigtigt, at man får åbnet alle døre og kigget sig godt omkring – det er en lille indsats, der potentielt kan have stor betydning, siger Jesper Konttorp-Fredsgaard.

/ritzau/

Kvinde forsvundet: Helikopter leder efter hende

Den 76-årige Hanne, der har været forsvundet i fem dage. Foto: Nordjyllands Politi