FDM advarer mod to specifikke autostole.
Ifølge organisationen viser testresultater så alvorlige fejl, at de kan få fatale konsekvenser i tilfælde af et trafikuheld.
Det oplyser FDM i en pressemeddelelse.
De er såkaldte kombi-autostole, der kan følge barnet gennem flere år. Autostolene kan monteres både bagudvendt og fremadvendt, alt efter hvor stort barnet er.
Det drejer sig konkret om autostolene Chipolino Olympus i-Size og Reecle 360, som også sælges under navnene ZA10 i-Size og 946i i-Size.
I test rev Chipolino Olympus i-Size sig løs fra basen, den var monteret i. Derfor røg både stol og den 11 kilo tunge testdukke gennem bilen.
Også Reecle 360 rev sig løs. Da den øverste del af stolen var spændt fast til bilens sæde med en såkaldt topstrop, blev autostolen med den 15 kilo tunge testdukke slynget rundt med stor risiko for at ramme både bilens dør og forsæde, lyder der fra FDM.
– Der er tale om meget alvorlige fejl på sikkerheden, som autostole bare ikke må have. Derfor reagerer vi med det samme og advarer mod køb og brug af de to stole, siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.
– Heldigvis blev fejlen opdaget under testen. Havde der været tale om virkelige uheld, kunne det nemt være endt fatalt, siger han.
De to autostole er dog stadig lovlige at bruge. Chipolino oplyser, at deres udgave af autostolen er udsolgt. Reecle har ikke reageret på resultatet, skriver FDM.
Forsvaret indsætter kampkøretøjer i døgndrift efter droneangreb
