FDM har meldt sig ud af nævnet, som behandler forbrugernes klager i forbindelse med bilkøb og værkstedsbesøg.
I over 15 år har en række organisationer kæmpet forbrugernes kamp mod brancheorganisationerne. Nu har FDM meldt sig ud Ankenævn for biler.
I 2007 var organisationen med til at stifte nævnet og har stået bag forbrugerne. Men det bliver nu uden en af stifterne af nævnet.
Sammen med Bilbranchen i DI, Dansk Bilbrancheråd og AutoBranchen Danmark, har FDM været med til at sikre, at forbrugerne er godt dækket ind.
Men nu er det slut og i februar 2026 bliver det et endegyldigt farvel.
Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
“Vi har besluttet at udtræde af Ankenævn for biler. Det har været en svær beslutning, men vi mener, det er nødvendigt for at sikre et tidssvarende ankenævn”, siger administrerende direktør i FDM Stina Glavind.
Har ikke fulgt med udviklingen
Grunden til at forlade Ankenævn for biler skal findes i, at FDM ikke mener, at ankenævnet har fulgt med teknologien.
Forbrugerne skal også have mulighed for at klage over privatleasing og lademarkedets udfordringer. Det er ikke muligt i dag. Derfor mener FDM ikke, at Ankenævn for biler har fulgt med udviklingen.
“Ankenævnet har simpelthen ikke fulgt med forbrugernes virkelighed. Derfor mener vi, at det er nødvendigt, at nævnet moderniseres, så det er klar til at kunne behandle fremtidige problemstillinger på bilområdet og forblive relevant for forbrugerne,” siger Stina Glavind.
Skal køre videre uden FDM
Selvom organisationen siger helt farvel til Ankenævn for biler om et år, så vil nævnet køre videre og FDM vil være en del af holdet indtil da.
Nævnet er ministergodkendt og derfor er erhvervsminister, Morten Bødskov, blevet orienteret om organisationens udmeldelse til næste år.
I et brev til ministeren har FDM medsendt sit oplæg til, hvordan man kan skabe et mere robust og moderne ankenævn.