Fake news og konspirationsteorier bliver til nyt teaterstykke

I en verden fyldt med AI-genererede opslag og hurtigt-bevægende nyhedsstrømme, kan det være svært at kende forskel på ægte og falsk. Med et nyt teaterstykke opfordrer Teater Vestvolden i Hvidovre de unge til at tænke sig om en ekstra gang på internettet.

På Teater Vestvolden i Hvidovre har de kastet sig ud i et teaterstykke, der taler direkte ind i noget af det mest aktuelle lige nu: fake news og manipulation på internettet.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik møder unge oftere fake news online, end resten af befolkningen.

Når unge scroller på sociale medier som TikTok og Instagram, bliver de mødt med en konstant bølge af information, og det kan være svært at skelne mellem ægte og falsk.

Derfor er stykket ‘Når sandheden svigter’ også specielt rettet mod det unge publikum i folkeskolens udskoling og ungdomsuddannelser.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Søren Meisner

Fake news kan hurtigt komme ud af kontrol

‘Når sandheden svigter’ tager netop udgangspunkt i en nyhed, der spreder sig med lynets hastighed på internettet, men som i virkeligheden er helt og aldeles fake.

Det er de tre efterskoleelever Helena, Janus og Raul, der opfinder en konspirationsteori i forbindelse med et skoleprojekt. Det er bare ment som en joke, men joken bliver hurtigt taget seriøst og delt igen og igen på nettet.

Forestillingen er baseret på en ungdomsroman af samme navn, skrevet af Nicole Boyle Rødtnes og Salina Schjødt Larsen.

For teaterchef Stephan Pollner, er det vigtigt at formidle lige netop denne fortælling til det unge publikum.

“Vi lever i en tid, hvor sandheden ikke længere føles fast. Sociale medier kan forvandle en idé til en ‘sandhed’ på få timer. Vi ville skabe en forestilling, der spejler den virkelighed, unge møder hver dag — og som tør stille spørgsmålet: Hvem tør tro på sandheden, når løgnen føles bedre?”, fortæller Stephan Pollner i en pressemeddelelse.

Teaterstykket er lavet i et format der med digitale visuelle midler simulerer følelsen af at scrolle gennem et feed på de sociale medier.

For skoler, der ønsker at sende deres elever afsted på en kulturel og oplysende tur i teatret, følger undervisningsmateriale, der kan koble stykket sammen med undervisningen i fag som dansk, samfundsfag og mediefag.

‘Når sandheden svigter’ får premiere den 25. oktober 2025, og spiller til og med den 20. november 2025.

Læs mere og køb billetter her.

Exhibition Hub har tidligere præsenteret flere velbesøgte udstillinger på Refshaleøen i København. Nu åbner de snart dørene igen.