Endnu en socialdemokratisk borgmester stopper efter kommunalvalg.
Marcel Meijer (S) stopper som borgmester i Samsø Kommune efter kommunalvalget i november i år. Det oplyser han torsdag til TV2 Østjylland.
– Indtil videre tager jeg perioden ud. Jeg har ikke søgt job, og jeg har ikke andet på hånden – jeg har travlt nok i det her job, siger han til mediet.
Marcel Meijer, der er født i Holland, har været borgmester i kommunen siden efter kommunalvalget i 2013.
– Den er først og fremmest truffet af mig selv, og det er mig selv, der har taget initiativet, og så har jeg selvfølgelig talt om det med mit parti, siger han til TV2 Østjylland.
Marcel Meijer var efter det seneste kommunalvalg i 2021 ved at miste borgmesterkæden til Venstres Søren Wiese, men til sidst lykkedes det socialdemokraterne at indgå en aftale med SF.
Socialdemokratiet sidder i øjeblikket på fire af de i alt 11 pladser i kommunalbestyrelsen i Samsø Kommune.
Marcel Meijer blev dansk statsborger i 2020. I henhold til de gældende regler skulle han give håndtryk til kommunens borgmester, som altså var ham selv, for at få statsborgerskabet.
Man fandt i stedet en anden løsning, hvor han blev en del af en ceremoni for nye statsborgere på rådhuset i Aarhus, og daværende Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) trykkede i stedet hånd med Marcel Meijer.
Han skriver sig ind blandt en række socialdemokratiske borgmestre, som enten er stoppet eller vil gøre det inden valget 18. november.
Netop Jacob Bundsgaard i Aarhus Kommune, Thomas Kastrup-Larsen i Aalborg Kommune og Birgit S. Hansen i Frederikshavn Kommune er nogle af dem, der har sagt farvel.
Det samme har nu tidligere overborgmester Sophie Hæstorp Andersen i Københavns Kommune, efter at hun blev flyttet over til jobbet som social- og boligminister.
Socialdemokratiet har gennem lang tid stået svagt i de landpolitiske meningsmålinger. I partiets bagland frygter mange en endnu større valglussing ved kommunalvalget, end den som partiet fik ved det seneste kommunalvalg.
/ritzau/