Fængselsmedarbejder hjalp indsatte med flugt: Tilstår

En medarbejder i et fængsel i New Orleans i den amerikanske delstat Louisiana er blevet anholdt, efter at han har tilstået at have hjulpet indsatte med at flygte fra fængslet.

Det gjorde han angiveligt ved at lukke for vandforsyningen i en celle.

Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Flugten fandt sted tidligt fredag amerikansk tid. Her lykkedes det ti mænd at flygte gennem et hul i en væg bag et toilet.

I cellen stod der en såkaldt kombinationsenhed med både et toilet og en håndvask, som de indsatte formåede at flytte, hvorefter de savede ståltremmerne, der var bag ved vasken, over.

Det står ikke klart, hvilket værktøj de brugte til at save.

Herefter kunne de smyge sig igennem hullet.

Myndighederne har efterfølgende peget på flere sikkerhedsbrister, der muliggjorde flugten. Herunder låse, der ikke længere virkede, og det faktum at kun en vagt holdt øje med dem. Mændene flygtede, da denne vagt var gået ud for at hente mad.

Fire af de ti mænd er blevet pågrebet, mens seks fortsat er på fri fod.

Myndigheder har også sagt, at der sandsynligvis var ansatte, der hjalp de indsatte med flugten. Tre ansatte er i den forbindelse blevet suspenderet – og tirsdag er den første blevet anholdt.

Der er tale om den 33-årige Sterling Williams, der arbejder med vedligeholdelse af fængslet.

Han stod for at lukke for toilettets vandforsyning, siger han ifølge AP.

Det skete angiveligt, efter at de indsatte havde bedt ham om det.

Ifølge Williams havde en af de indsatte truet med at stikke ham ned, hvis han ikke slukkede for vandforsyningen. En anden skal have forsøgt at tage hans telefon og få adgang til hans bankapp.

Han er tiltalt for ti tilfælde af medvirken til flugt og et tilfælde af embedsmisbrug. Han kan blive løsladt mod en kaution på 100.000 dollar per sigtelse – 661.000 kroner.

Ifølge retsdokumenter optrådte han i retten via Zoom.

Liz Murrill, som er Louisianas statsadvokat, siger, at Williams “traf nogle dårlige beslutninger”, og at han burde have gjort nogen opmærksom på truslerne fra de indsatte og deres plan om at flygte.

Du opbevarer dine æg forkert – og det kan få alvorlige konsekvenser