Fællesskab og kulturliv skal styrkes

Flere lokale initiativer får nu økonomisk opbakning, efter et politisk udvalg har godkendt støtte til både drift, udvikling og kulturelle oplevelser. Midlerne skal styrke fællesskaber, fritidsliv og kulturliv for både unge og voksne.

Flere lokale foreninger, kulturaktører og udviklingsprojekter på Lolland-Falster har nu fået økonomisk opbakning, der skal være med til at styrke både fællesskab, fritidsliv og kulturelle oplevelser.

Bevillingerne er godkendt af Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune og fordeler sig på både drift, udvikling og enkeltstående kulturevents.

Blandt modtagerne er Horbelev Ungdomsklub, som får et toårigt driftstilskud, ligesom der er givet støtte til udviklingsprojekter hos Wonder Studios og Nysted Sejlklub.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Havnefronten i Nysted. Nysted Sejlklub er en af de lokale initiativer, der modtager økonomisk støtte fra Guldborgsund KommuneArkivfoto: Guldborgsund Kommune

Derudover modtager kulturprojektet Verdensballetten midler til en forestilling på Lolland-Falster i 2026.

Det skriver Guldborgssund Kommune i en pressemeddelelse.

Trygge rammer for unge

Horbelev Ungdomsklub modtager i alt 144.440 kroner i driftstilskud fordelt over 2026 og 2027.

Pengene skal blandt andet dække faste udgifter som husleje, el og varme samt materialer og aktiviteter, der sikrer, at klubben fortsat kan tilbyde et bredt og varieret fritidstilbud til de unge.

Ungdomsklubben er drevet af frivillige og har til huse i Kulturgården i Horbelev, hvor 26 unge i dag er tilknyttet.

Se også
Dronning Margrethe overrasker: Hylder dansk julekalender

Her mødes de unge om alt fra fællesspisning og spil til film, dans, kreative aktiviteter og ture i naturen. Samtidig har klubben et forebyggende sigte og samarbejder med både SSP og politiet.

‘Horbelev Ungdomsklub er et stærkt eksempel på, hvordan lokale kræfter kan skabe trygge og meningsfulde fællesskaber for unge. Med støtten giver vi klubben ro og stabilitet til at fortsætte det vigtige arbejde og fastholde et tilbud, der gør en reel forskel i hverdagen,’ siger Ole K. Larsen, formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget.

Normalt yder Landdistriktspuljen ikke driftstilskud, men i dette tilfælde er der givet dispensation, da ungdomsklubben ikke har adgang til andre kommunale støtteordninger.

Nye muligheder i Kettinge og Nysted

Udvalget har samtidig godkendt støtte til to større udviklingsprojekter, der skal løfte fritids- og oplevelsestilbuddene andre steder i kommunen.

Wonder Studios i Kettinge modtager 150.000 kroner til fase fem af renoveringsprojektet ‘Et bæredygtigt Wonderland’. Projektet skal færdiggøre renoveringen af centrale bygninger i det tidligere mejeri og skabe bedre rammer for aktiviteter året rundt.

Når arbejdet er afsluttet, bliver det muligt at udvide brugen af faciliteterne til blandt andet kreative workshops, rollespil, lasertag og virtuelle oplevelser, også uden for sommersæsonen.

Nysted Sejlklub får 275.675 kroner til etablering af et nyt broanlæg. Den nye flydebro skal erstatte en nedslidt konstruktion og samtidig fremtidssikre havnen i forhold til klimaændringer og stigende vandstand. Projektet gennemføres i vinteren 2026 og forventes klar til sejlsæsonen i foråret.

Verdensballet på Lolland-Falster

Som en del af beslutningerne er der også afsat 50.000 kroner til Verdensballetten på Sydhavsøerne. Forestillingen gæster Christianssæde den 4. august 2026 og bliver dermed en markant kulturbegivenhed i området.

Verdensballetten er kendt for at samle internationale balletdansere og klassisk musik under åben himmel med et bredt publikum som målgruppe.

Med støtten bliver det muligt at bringe kunst i verdensklasse ud i lokale rammer og skabe et fælles kulturelt samlingspunkt for både borgere og besøgende på Lolland-Falster.

Korte videoer