Få overblikket: Disse danskere har kæmpet i UFC – Første del

I en ny artikelserie inspireret af UFC-hypen omkring Jakob Dyrup kigger vi nærmere på de danskere, der har trådt ind i UFC-buret før ham.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Med de tiltagende rygter – og forhåbninger – om en fremtid i UFC for danske Jakob Dyrup, er det nærliggende at tage et kig på, hvordan det er gået for de danske fightere, der tidligere har kæmpet – og i to tilfælde fortsat kæmper – i verdens største MMA-promotion.

Indtil videre har ingen danskere stået i en titelkamp på den allerstørste scene, men flere fightere fra vores lille land har alligevel haft ganske hæderlige karrierer i UFC.

I skrivende stund er to danske kæmpere at finde på promotionens roster, men den seneste dansker-debut lægger faktisk syv år tilbage.

Vi tager de danske UFC-kæmpere i rækkefølge efter, hvornår de fik deres debut i ‘The Octagon’.

I dag starter vi med de to første – og indtil videre største – UFC-kæmpere.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Nicolas Dalby ved MMA Galla Vol. 32. Arkivfoto.

Martin Kampmann

Den første – og i lang tid eneste – dansker fighter, der skrev kontrakt med Dana White og kompagni har faktisk en tilknytning til fighteren, der kan blive den næste i rækken.

Martin Kampmann er nemlig pro-træner i Odense-klubben Great Danes Fight Club, som Jakob Dyrup er en del af.

Og der er næppe nogen anden dansker, der er bedre at have som læremester, når det kommer til UFC-efaring.

I 2006 var Kampmann, som agenten Ken Pavia i 2013 fortalte til MixedMartialArts.com, egentlig blot på sommerferie i USA.

Men da de manglede en erstatning til det stort anlagte WFA-event King of the Streets – der havde flere tidligere og fremtidige UFC-stjerner på fight cardet – trådte danskeren til på kort varsel.

Det imponerede tilsyneladende UFC-matchmakerne, der hyrede Kampmann til et Fight Night-event mindre end en måned senere.

Den danske ‘Hitman’ tromlede gennem sine første fire modstandere i promotionen, før han i 2008 fik sit første UFC-nederlag til Nate Marquardt, der året forinden havde tabt en titelkamp til mægtige Anderson Silva.

Efter nederlaget rykkede Kampmann en vægtklasse ned fra mellemvægt til weltervægt. Og det var altså her, han for alvor brød igennem.

Særligt fra slutningen af 2011 og frem til slutningen af 2012 havde danskeren sin storhedstid.

Efter to nederlag i streg til Jake Shields og Diego Sanchez – begge store navne – vandt Kampmann sine tre næste opgør over Rick Story, Thiago Alves og Jake Ellenberger via henholdsvis dommerafgørelse, submission og teknisk knockout.

UFC havde på daværende tidspunkt ikke et officielt ranglistesystem, men på den anerkendte side FightMatrix, blev Kampmann efter sejren over Ellenberger rangeret som den bedste weltervægter i verden.

Da han mødte Johny Hendricks ved UFC 154 i november 2012, pegede alt – inklusiv UFC’s egen promovering af kampen – på, at vinderen ville blive den næste udfordrer til weltervægtsbæltet, som Georges St-Pierre forsvarede samme aften.

Desværre blev danskeren knockoutet mindre end et minut inde i kampen.

Han kæmpede herefter blot en enkelt ekstra kamp i UFC, før han lagde handskerne på hylden.

Men selvom han aldrig fik den titelkamp, som han var så snublende tæt på, må Martin Kampmann uden tvivl betegnes som den største UFC-dansker til dato.

16 kampe blev det til i alt med 11 sejre og fem nederlag til følge.

Undervejs slog han foruden de tre førnævnte fightere også navne som Jorge Rivera og Carlos Condit, mens hans fem nederlag altså også kom til nogle af verdens absolut bedste fightere.

Det kan han – og vi – godt være stolte over.

Nicolas Dalby

Fra Kampmanns sidste UFC-kamp i august 2013 gik der knap to år, inden vi igen så en dansker i verdens største MMA-promotion.

I maj 2015 gjorde den regerende Cage Warriors-weltervægtsmester Nicolas Dalby nemlig sin entré i UFC.

Danskeren fik en fornem start på UFC-tilværelsen, da han slog hjemmebanefavoritten Elizeu Zaleski dos Santos i Brasilien, hvorefter hans uafgjorte opgør mod den senere titeludfordrer Darren Till blev valgt som ‘Fight of the Night’ i oktober samme år.

Herefter gik det dog ned ad bakke for Nicolas Dalby, der var ude af UFC igen efter to nederlag i streg i 2016.

Det fejlslåede ophold på den største scene i verden ramte danskeren hårdt, og han har senere fortalt åbent om, hvordan han i tiden efter var ramt af både misbrug og depression.

Dalby formåede dog at overvinde sine dæmoner og vende skuffelsen til motivation.

Efter en tur tilbage til Cage Warriors, hvor han nåede at tage den britiske promotions interim-bælte, blev han inviteret tilbage til UFC.

Der var ikke et øje tørt, da fighteren med tilnavnet ‘Danish Dynamite’ i 2019 gjorde comeback på verdens største MMA-scene på hjemmebane i Royal Arena.

I andet forsøg, har Dalby fået meget mere ud af sin tid i UFC, hvor han undervejs har været snublende tæt på en top 15-rangering.

Mellem juli 2022 og november 2023 gik han ubesejret gennem opgør mod Claudio Silva, Warlley Alves, Muslim Salikhov og Gabriel Bonfim – der i skrivende stund er rangeret som nummer fem i UFC’s weltervægtsdivision.

Dermed havde han ifølge matchmakerne gjort sig fortjent til en rangeret modstander. Og det blev russiske Rinat Fakhretdinov, der var nummer 15, da kampkontrakten blev underskrevet.

Russeren nåede ganske vist at glide ud af listen i mellemtiden, men en sejr kunne have betydet at Dalby lige akkurat sneg sig ind i top 15 – eller i hvert fald kom meget tæt på at få et nummer ved siden af sit navn.

Efter en tæt kamp gav et splittet dommerbord dog sejren til Fakhretdinov, der dermed blev den første til at slå Dalby i knap tre år.

På siden MMA Decisions, der samler både officielle scorekort og vurderinger fra MMA-pressen og fans, er der dog en overvægt af både pressemedlemmer og fans, der har givet sejren til Dalby.

Ikke desto mindre endte Dalby altså med officielt at have tabt to opgør i streg, da han i april sidste år blev knockoutet for første gang i karrieren af jamaicanske Randy Brown.

Til gengæld vendte han den negative stime, da han i november 2025 slog den hypede russer Saygid Izagakhmaev på en split decision.

Dalby skulle have mødt amerikanske Jeremiah Wells i maj, men måtte trække sig grundet en korsbåndsskade.

Det er fortsat usikkert, hvornår den danske fighter vender tilbage. Men da Presse-fotos.dk mødte ham under MMA Galla Vol. 32 i slutningen af august, virkede han heldigvis fortrøstningsfuld omkring genoptræningsprocessen.

Nicolas Dalby har indtil videre kæmpet 15 gange i UFC.

Af de opgør har han vundet otte og tabt fem, mens en enkelt endte uafgjort og en enkelt endte i en ‘no contest’.

Annonce
BreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreaking
Annonce
Annonce