Europa er enige: ‘Fuldstændig afgørende i en svær tid’

26 ud af 27 EU-lande samt Storbritannien, Ukraine, Island, Norge og Schweiz er gået sammen om en erklæring. Kun Ungarn har valgt at stå udenfor.

“Europa er under angreb”.

Det er blevet sagt før, og i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet bliver det sagt igen.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt er sammen med de andre europæiske kultur- og medieministre gået sammen om en erklæring med betydning for det europæisk forsvarsværn.

Erklæringen er på fire sider og bærer på dansk titlen “Erklæring om nødvendigheden af kultur og medier som værn for vores europæiske demokratier.”

Landene bag understreger i erklæringen, at kultur, uafhængige medier og den europæiske kulturarv er afgørende, hvis EU’s demokratier skal forblive stærke og modstandsdygtige over for trusler som misinformation og udenlandsk påvirkning.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto af kulturminister Jakob Engel-Schmidt: Nana Reimers.

”Når Europa er under angreb, er det altafgørende, at vi står sammen. Her spiller kulturen en enorm vigtig rolle som et bolværk mod dem, der ønsker at splitte os. Jeg er glad for, at så mange af mine europæiske kollegaer er enige i det. Med erklæringen sender vi et klart signal om, at kulturen, troværdige medier og de europæiske værdier er fuldstændig afgørende i en svær tid for Europa,” siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

I erklæringen skitserer de europæiske lande en række principper – blandt andet borgernes adgang til troværdige medier.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Erklæringen kommer i forbindelse med det uformelle ministermøde i København.

Kulturarv i ruiner

I går, dagen før de europæiske ministre præsenterede erklæringen, meddelte Kulturministeriet, at Danmark bidrager med 10 millioner kroner til genopbygningen af den ukrainske kulturarv.

“Krigen i Ukraine udkæmpes ikke kun på slagmarken – den handler også om ukrainernes ret til at bevare deres kultur, deres sprog og deres tilknytning til de værdier og steder, der definerer deres land,” sagde Jakob Engel-Schmidt i forbindelse med udmeldingen.

Ifølge UNESCO er 152 religiøse steder, 268 bygninger af historisk eller kunstnerisk betydning, 34 museer, 33 monumenter, 18 biblioteker, 1 arkiv og 3 arkæologiske lokaliteter beskadiget i Ukraine.

Læs mere om det her.

Mens hundredvis af museer, monumenter og historiske bygninger i Ukraine ligger i ruiner, afsætter Danmark nu 10 millioner kroner til en ny fond, der skal støtte genopbygningen af landets kulturarv.