Nye EU-krav spænder ben for naturpleje med biomasse, mener Dansk Skovforening, der nu arbejder for en løsning, der kan redde både energien og heden ifølge dem.
Nye EU-regler kan uforvarende komme til at true en af Danmarks mest ikoniske naturtyper: heden. Med opdateringen af EU’s direktiv for vedvarende energi – RED III – risikerer store danske energiværker at miste adgangen til biomasse fra netop de arealer, hvor naturpleje ellers er nødvendig for at bevare landskabet.
Det skriver Dansk Skovforening i en pressemeddelelse.
For mens dansk lovgivning tillader anvendelse af biomasse fra heder som et biprodukt af naturpleje, gælder EU’s kvoteforordning også. Den henviser direkte til EU’s definitioner, hvor hede er klassificeret som et no go-område. Det betyder, at de store værker med kapacitet over 20 MW – altså hovedparten af landets fjernvarmeproduktion – ikke længere må anvende denne biomasse.
‘Det er nødvendigt at udføre naturpleje på de danske heder, for at de bliver ved med at være heder – fjerner vi ikke løbende træopvækst, vil områderne simpelthen gro til i skov. Og formålet med forbuddet mod biomasse fra heder er jo ikke, at EU ønsker, at vi skal holde op med at have hedeområder i Danmark, men tværtimod at bevare hedelandskabet. Derfor er det i alles interesse, at vi får definitionerne på plads, så vi også fremover kan afsætte den biomasse til energi, der kommer fra naturpleje på de danske heder,’ siger Frederik Falk-Sørensen, politisk konsulent i Dansk Skovforening.
Problemet er ifølge Skovforeningen, at EU i sine regler tager udgangspunkt i en anden virkelighed. Her menes den centraleuropæiske hede, som ofte er en stabil naturtype, der ikke kræver samme grad af vedligehold.
Men de danske heder er i konstant fare for at gro til uden menneskelig indgriben. Dette sker især uden græsning, afbrænding eller hugst. Det gør de danske forhold unikke og skaber et paradoks: Hvis naturplejen ikke længere kan afsætte biomassen, kan plejen ikke opretholdes – og så forsvinder heden.
Dansk Skovforening arbejder derfor nu i tæt dialog med Energistyrelsen for at få en officiel afklaring og en mulig undtagelse til RED III, der tager højde for de danske forhold.
EU-regler kan ramme biodiversitetens bedste ven
Flere naturfaglige eksperter har advaret om, at stramme og unuancerede EU-regler kan få modsatte effekter af deres hensigt. Ifølge en rapport fra European Environment Agency (EEA) er netop aktiv naturpleje afgørende for at bevare mange af Nordeuropas truede habitattyper. Der er særligt tale om heder, enge og overdrev.
Rapporten peger på, at uden mulighed for økonomisk afsætning af plejerester, bliver det vanskeligt at fastholde lokale naturplejeinitiativer. Derudover advares om, at mangel på lokal tilpasning i klimapolitik og naturforvaltning kan skade både biodiversitet og borgernær støtte til den grønne omstilling.
Næsten ingen ved det: Så tit skal din smartphone egentlig oplades