Et år efter rydningen af Pusher Street: Flere føler sig trygge

Et år efter rydningen af Pusher Street viser nye tal fra Københavns Kommunes Tryghedsundersøgelse 2025 en markant stigning i borgernes oplevelse af tryghed på Christianshavn.

Andelen af borgere, der angiver, at de føler sig trygge i deres lokalområde, er steget fra 79 procent i 2024 til 89 procent i 2025.

Rydningen af Pusher Street fandt sted i april 2024, hvor christianitterne besluttede at lukke området for organiseret hashhandel. Det skete i samarbejde med myndighederne, og nu – et år senere – viser undersøgelsen ændringer i flere af de tryghedsrelaterede parametre.

I samme periode er andelen af beboere, der udtrykker bekymring for rocker- og bandeaktivitet, faldet fra 25 til 16 procent. Bekymringen for salg af euforiserende stoffer er ligeledes faldet – fra 36 til 19 procent.

Tilliden til myndighedernes evne til at håndtere gentagne problemer med utryghed er steget fra 41 til 55 procent. Andelen af beboere, der peger på mindst ét utrygt sted i deres lokalområde, er faldet fra 64 til 51 procent.

Det skriver  Københavns Kommune Økonomiforvaltningen i en pressemeddelelse.

Overborgmester Lars Weiss (S) udtaler i forbindelse med tallene:

‘Det var en modig beslutning, at Christiania lukkede Pusher Street én gang for alle, og resultaterne et år efter er klare: Det er lykkedes ikke alene at tage gaden tilbage, men også at skabe en markant tryggere bydel på Christianshavn. Det er fantastisk, at frugten af det seneste års arbejde materialiserer sig i trygheden, og det er en succeshistorie, Christianitterne i dén grad kan være stolte af’

Tallene stammer fra Københavns Kommunes årlige tryghedsundersøgelse. Den fulde rapport for 2025 offentliggøres i slutningen af maj, når analysearbejdet er færdiggjort.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd kan en kombination af lokal borgerinddragelse og synlig myndighedstilstedeværelse påvirke borgernes oplevelse af tryghed. Tidligere undersøgelser peger på, at større samarbejde mellem civilsamfund og myndigheder kan have effekt i udsatte områder.

Elbiler bliver ofte fremhævet som det miljøvenlige, økonomiske valg. Men er de nu også det?